Børneattest

En børneattest skal sikre, at de voksne ikke har været straffet for overgreb på børn

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Du kan ikke som privatperson bestille en børneattest.

Myndigheder, virksomheder, foreninger, mv. kan indhente en børneattest for personer, der får eller har mulighed for direkte kontakt med børn under 15 år som en del af ansættelse eller beskæftigelse.

Det er lovpligtigt for idrætsforeninger, daginstitutioner, skoler, børnehaver, mv. at indhente en børneattest, inden man ansætter eller beskæftiger en person, der skal have direkte kontakt med børn under 15 år.

I visse tilfælde er det også lovpligtigt at indhente børneattest på andre medlemmer af husstanden, eksempelvis på både en dagplejers og dennes husstandsmedlemmer over 15 år.

Det er bestillerens ansvar at sætte sig ind i reglerne for, hvornår man kan indhente en børneattest og hvornår der er pligt til at indhente en børneattest. 
Hvis personen, som børneattesten vedrører, ikke har Digital Post, kan børneattesten søges ved hjælp af en blanket.

Personen, som børneattesten vedrører, skal underskrive en samtykkeerklæring i blanketten. Blanketten findes på politiets hjemmeside.

En børneattest med anmærkning (eller en plet på attesten) indeholder oplysninger om sager, hvor der er afsagt dom om overtrædelse af en række af straffelovens bestemmelser vedrørende sædelighedsforbrydelser mod børn samt visse overtrædelser af terrorlovgivningen.

På børneattester findes der ikke særlige regler om betinget notering for unge under 18 år som der gør på straffeattester.

En børneattest uden anmærkning (eller blank attest) betyder, at personen, som attesten vedrører, ikke har domme om sædelighedsforbrydelser eller terrorvirksomhed bag sig.