Du har mulighed for at udskyde udbetalingen af din folkepension til et senere tidspunkt, hvis du fortsætter med at arbejde minimum 750 timer om året (kaldes også opsat pension).
Hvad får jeg ud af at udskyde min folkepension?
Når du udskyder din folkepension, optjener du en venteprocent. Det betyder, at du får en højere folkepension, når du vælger at få den udbetalt. Din venteprocent forhøjes jo længere tid, du venter med at få pensionen udbetalt.
Om det kan betale sig for dig at udskyde udbetalingen af din folkepension afhænger bl.a. af dine økonomiske og personlige forhold. Udbetaling Danmark anbefaler, at du kontakter en privat rådgiver for at få hjælp til, om det kan betale sig for dig. Udbetaling Danmark kan kun vejlede dig om reglerne.
Din folkepension bliver ikke udskudt automatisk.
Du skal selv søge om at udskyde din folkepension:
Hvis du ikke har MitID, kan du udskyde din danske folkepension her:
Her kan du se tre forskellige eksempler på, hvornår du kan søge om at udskyde din pension.
Eksempel 1: Jeg vil fortsætte med at arbejde
Hvis du fortsætter med at arbejde, når du opnår folkepensionsalderen, kan du søge om at udskyde din pension. Vælger du at søge om at udskyde med det samme, vil du en gang årligt kunne blive bedt om at sende dokumentation for, at du har arbejdet mindst 750 timer. Hvis det viser sig, at du alligevel ikke når at arbejde 750 timer om året, får du i stedet et engangsbeløb. Engangsbeløbet svarer til den folkepension, du ellers ville have fået ud fra dine faktiske indkomster, hvis du havde valgt at få folkepensionen udbetalt.
Eksempel 2: Jeg er folkepensionist og vil begynde at arbejde igen
Hvis du er gået på folkepension, og du gerne vil begynde at arbejde igen, kan du sætte udbetalingen af din pension på ”pause” ved at søge om at udskyde din pension. Så vil du en gang årligt kunne blive bedt om at sende dokumentation for, at du har arbejdet mindst 750 timer. Hvis det viser sig, at du alligevel ikke når at arbejde 750 timer om året, får du i stedet et engangsbeløb. Engangsbeløbet svarer til den folkepension, du ellers ville have fået ud fra dine faktiske indkomster, hvis du havde valgt at få folkepensionen udbetalt.
Eksempel 3: Jeg er fortsat med at arbejde og har ikke søgt om at udskyde min pension
Hvis du er fyldt 65 år den 1. september 2017 eller senere, kan du også søge om at udskyde din pension bagudrettet. Hvis du fx fortsætter med at arbejde, frem til du er 70 år, kan du søge om udskudt pension bagudrettet, samtidig med at du søger om at få din folkepension. Så vil du have optjent ventetillæg fra det tidspunkt, hvor du kunne gå på folkepension. Det forudsætter, at du har arbejdet mindst 750 timer om året.
Når du søger om at udskyde din pension, vil du kunne blive bedt om at sende dokumentation for, at du har arbejdet mindst 750 timer i de år, du vil udskyde. Derfor skal du huske at gemme dokumentationen. Hvis det viser sig, at du ikke har arbejdet mindst 750 timer om året, kan du hverken få ventetillæg eller engangsbeløb for de år.
Vær opmærksom på, at du ikke kan søge om at udskyde din pension bagudrettet, hvis du er fyldt 65 år før 1. september 2017.
Regler for at udskyde folkepension
For at udskyde din folkepension skal du:
- have ret til folkepension
- arbejde mindst 750 timer på et kalenderår. Det svarer til ca. 14 timer om ugen i gennemsnit
- kunne dokumentere, at du arbejder. Du får besked, hvis du skal indsende dokumentation.
Hvis du udskyder din folkepension mindre end et kalenderår, bliver det antal timer, du skal arbejde, tilpasset perioden, hvor du har udskudt folkepensionen. Hvis du fx udskyder din pension fra 1. juli til 31. december, så skal du mindst arbejde 375 timer.
Du kan udskyde din folkepension i højst ti år. Du kan udskyde i to perioder. Det vil sige, at du har mulighed for at udskyde din folkepension i en periode for derefter at få udbetalt folkepension. Senere kan du igen udskyde udbetalingen i en ny periode. Når du udskyder udbetalingen af din folkepension, optjener du en venteprocent.