Indeklimaet har stor betydning for børns og voksnes sundhed, da vi lever langt det meste af livet indendørs. Typisk opholder vi os indendørs mellem 80 og 90 procent af tiden.
Indeklimaet kan være forurenet med mange forskellige kemikalier, som bl.a. stammer fra forbrugerprodukter. Det er sjældent det enkelte stof, som er farligt, men den samlede belastning kan være et problem. Især børneværelserne kan samlet have høje koncentrationer af stoffer, som kan påvirke helbredet. Det bedste råd er at lufte ud.
Indeklimaet kan også være belastet med partikelforurening. Væsentlige kilder i indeklimaet i forhold til partikelforurening er cigaretrygning, stearinlys og mados. Brændefyring kan føre til øget luftforurening i luften indendørs.
Gode råd til et godt indeklima
- luft ud og sørg for gennemtræk 2x5 minutter hver dag
- fjern støv en gang om ugen, og indret dit hjem rengøringsvenligt
- sov ikke med tændt elektronik og tænk over, hvor du placerer elektronikken
- brug produkterne korrekt, følg altid brugs- og doseringsvejledningen og undgå at spraye indenfor
- brug næsen når du køber nyt, tag ikke produkter, der lugter af kemi, ind i hjemmet
- brug stearinlys med omtanke
- tænd korrekt op i din brændeovn og luft gerne ud efter optændingsfasen og efter påfyldning af nyt brænde
- udskift eller nedlæg din brændeovn eller
pejseindsats, hvis den er produceret før 1. januar 2003 ved ejerskifte af
bolig.
Du kan læse mere om udskiftning eller nedlæggelse af
brændeovne og pejseindsatse ejerskifte af bolig på brændefyringsportalen.
Du kan læse mere om indeklima på Miljøstyrelsens hjemmeside. Statens Byggeforskningsinstitut, Tænk og Bolius har lavet en webbaseret indeklimamåler.