Har du mistet din arbejdsevne helt eller delvist, kan du
undersøge, om du kan få udbetalt kompensation for tab af arbejdsevnen gennem
din arbejdsmarkedspension eller dine individuelle pensioner.
Bliver du så syg, at der ikke længere er udsigt til, at du
kan arbejde, kan du som tjenestemand have ret til udbetaling af
tjenestemandspension af helbredsmæssige grunde, en såkaldt
'svagelighedspension'. Størrelsen af din svagelighedspension er afhængig af,
hvor meget din erhvervsevne er nedsat.
Din arbejdsgiver vil normalt have forelagt din sag for
Helbredsnævnet/Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der tager stilling til, om
du ved afsked på grund af sygdom kan få svagelighedspension. Nævnet vurderer
bl.a. din sag ud fra oplysninger fra din læge eller eventuelle speciallæger om
dit helbred. Du skal selv søge om at få en lovbaseret – social – førtidspension
ved siden af.
Kontakt dit pensionsselskab eller din pensionskasse for at
få mere at vide om, hvad du kan få udbetalt fra din arbejdsmarkedspension, hvis
du ikke længere kan arbejde.
Hvis du tidligere har været tjenestemand i staten, kan du
få mere at vide i Udbetaling Danmark Tjenestemandspension. Hvis du har været ansat som tjenestemand
i en kommune eller region, kan du få mere at vide hos din tidligere
arbejdsgiver eller dit fagforbund.