Opgørelse og tilbagebetaling af folke-, førtids- og seniorpension

Se video om hvordan opgørelse af pension fungerer

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Start Betal penge tilbage til Udbetaling Danmark

Hvis du skal betale pension tilbage, har du mulighed for at betale hele beløbet tilbage eller lave en afdragsordning:

Hvad sker der, hvis jeg ikke gør noget?

Hvis du har fået for meget i pension og hverken betaler beløbet tilbage, eller får en afdragsordning, sender Udbetaling Danmark dig op til tre breve med en indbetalingskode.

Hvis du ikke betaler beløbet tilbage via indbetalingskoden, laver Udbetaling Danmark som udgangspunkt en afdragsordning til dig ud fra en såkaldt betalingsevnevurdering. 

Ved en betalingsevnevurdering ser Udbetaling Danmark på dine indkomster, udgifter og din formue og vurderer herudfra, hvor meget du kan betale tilbage hver måned.

Hvis Udbetaling Danmark laver en betalingsevnevurdering af dig, vil du få det brev om det.

En gang om året gør Udbetaling Danmark din pension op for at se, om du har fået den pension, du havde ret til året før. Det kaldes opgørelse af pension eller efterregulering.

Udbetaling Danmark udsender opgørelsen af pension fra maj måned. Hvis du eller din ægtefælle/samlever har en selvstændig virksomhed, bor i udlandet eller har udenlandsk indkomst, gør Udbetaling Danmark din/jeres pension op fra september.

Når Udbetaling Danmark har gjort din pension op, får du et brev, hvor der enten vil stå, at du:

  • har fået den pension, du havde ret til året før

  • har fået for lidt i pension for året før og derfor skal have pension udbetalt

  • har fået for meget i pension for året før og derfor skal betale penge tilbage.  

Hvad skal jeg gøre, når jeg får min opgørelse fra Udbetaling Danmark?

I brevet kan du se hvilke indkomstoplysninger, der er brugt i opgørelsen af din pension. Du kan også se de beregninger, der danner grundlag for opgørelsen.

Når du får brevet med opgørelsen af din pension fra Udbetaling Danmark, skal du tjekke, om du er enig i indkomstoplysningerne, der er brugt til beregningen af din pension. Er du ikke enig, skal du give Udbetaling Danmark besked inden den frist, der står i brevet. 

Hvis du er enig i oplysningerne, skal du gøre følgende:

Hvis du har fået den pension, du havde ret til: Du skal ikke gøre noget. 

Hvis du skal have mere pension udbetalt: Du skal ikke gøre noget. I brevet fra Udbetaling Danmark vil der stå, hvornår du får beløbet udbetalt, og hvor meget du får.

Hvis du skal betale pension tilbage: Hvis du er enig i oplysningerne i brevet, kan du betale beløbet tilbage her:

Du skal kun betale pension tilbage, hvis beløbet er over 249 kroner. 

Udbetaling Danmark pålægger ikke renter på den pension, du skal betale tilbage.

Udbetaling Danmark beregner din pension ud fra oplysninger, du selv giver. Derfor kan du være med til at sikre, at du får den rigtige pension i løbet af året, så du ikke skal tilbagebetale pension, når Udbetaling Danmark gør din pension op.

Hvis du får pension hele kalenderåret, og hvis din situation ikke ændrer sig undervejs, beregner Udbetaling Danmark din pension ud fra din forskudsopgørelse. Det er derfor vigtigt, at du altid opdaterer din forskudsopgørelse med dine nyeste oplysninger.

Når Udbetaling Danmark gør din pension op, bliver din årsopgørelse sammenholdt med din forskudsopgørelse. Hvis oplysningerne ikke er ens, kan det være, at du skal betale pension tilbage.

Hvis du bliver pensionist i årets løb, eller hvis din situation ændrer sig undervejs, fx fordi du bliver enlig eller samlevende, eller fordi din ægtefælle eller samlever går på pension, beregner Udbetaling Danmark din pension ud fra oplysninger, som du giver direkte til dem.

Du skal derfor sikre dig, at Udbetaling Danmark altid har de korrekte oplysninger.

Når Udbetaling Danmark gør din pension op, bliver dine oplysninger sammenholdt med Skattestyrelsens oplysninger. Hvis oplysningerne ikke er ens, kan det være, at du skal betale pension tilbage.

Hvis din samlede indkomst har været lavere end den, din pension blev beregnet på baggrund af i løbet af året, kan det betyde, at du skal have mere pension udbetalt.

Hvis årsopgørelsen viser, at din samlede indkomst var højere end den, din pension blev beregnet på baggrund af i løbet af året, kan det betyde, at du skal betale pension tilbage.

Vær opmærksom på, at din ægtefælles/samlevers indkomst også indgår i beregningen af din pension.

Eksempler

Her kan du se eksempler på tilfælde, hvor du skal have mere pension udbetalt, og tilfælde, hvor du skal betale pension tilbage.

Eksempel 1: Du skal have mere pension udbetalt

Du får en ratepension på 10.000 kr. om måneden før skat. Du har ikke andre indkomster end din ratepension og din folke-, førtids- eller seniorpension. På din forskudsopgørelse fremgår, ud over din folke-, førtids- eller seniorpension, en indkomst (ratepension) på 120.000 kr. årligt.

Udbetalingen af din ratepension stopper den 31. marts, men du glemmer at ændre din forskudsopgørelse. Din pension vil derfor blive beregnet ud fra en indkomst på 120.000 kr. for hele året.

Når Udbetaling Danmark får din årsopgørelse, bliver din pension gjort op for året før. Du har fået for lidt i pension, fordi din ratepension kun har været 30.000 kr. og ikke 120.000 kr., som din pension har været beregnet ud fra.

Du vil derfor få udbetalt de penge, du har fået for lidt i folke-, førtids- eller seniorpension.

Eksempel 2: Du skal betale pension tilbage

Du ejer et hus og har renteudgifter på 20.000 kr. fra lån, du har optaget i huset. På din forskudsopgørelse står der en renteudgift på 20.000 kr. Du sælger dit hus i løbet af året og får derfor en renteindkomst på 10.000 kr., men du glemmer at ændre din forskudsopgørelse.

Når Udbetaling Danmark får din årsopgørelse, bliver din pension gjort op for året før. Du har fået for meget i pension, fordi du har haft en renteindkomst og en lavere renteudgift.

Du vil derfor skulle betale de penge tilbage, du har fået for meget i pension.

Eksempel 3: Du skal betale pension tilbage

Du får en aktieindkomst, da du har solgt aktier i løbet af året, men du glemmer at ændre din forskudsopgørelse. Når Udbetaling Danmark får din årsopgørelse, bliver din pension gjort op for året før. Du har fået for meget i pension, fordi du har haft en større aktieindkomst.

Du vil derfor skulle betale de penge tilbage, du har fået for meget i folke- eller førtidspension. 

Pensionsloven er ændret fra 2024, så folkepensionens grundbeløb ikke længere nedsættes på grund af arbejdsindkomst, men i stedet udbetales med en fast sats. Ligeledes nedsættes folkepensionisters pensionstillæg heller ikke længere på grund af arbejdsindkomst. Pensionstillægget nedsættes dog stadig, hvis pensionisten har andre typer indkomster, som fx kapitalindkomst, aktieindkomst eller private arbejdsmarkedspensioner.

Ændringen i loven blev indført med tilbagevirkende kraft for 2023. Udbetaling Danmark ser derfor bort fra arbejdsindkomsten i opgørelsen af pension for 2023.

Folkepensionister, som har fået nedsat deres folkepension i løbet af 2023 på grund af egen arbejdsindkomst, vil derfor modtage en merudbetaling i forbindelse med opgørelsen af pension, hvis de har ret til det ud fra de endelige indkomster fra årsopgørelsen.

Efterbetaling af pensionstillæg for 2023, hvis du var gift eller samlevende med en pensionist, der er afgået ved døden

Var du gift eller samlevende med en pensionist, der er afgået ved døden i 2023, og var dit pensionstillæg nedsat pga. egen arbejdsindkomst, har du måske ret til efterbetaling af pensionstillægget for perioden, hvor det var nedsat.

Du skal selv søge om en eventuel efterbetaling. Du kan søge til og med 31. december 2025.

Følgende betingelser skal være opfyldt:

  • Du skal have haft en arbejdsindkomst i 2023, som har nedsat eget pensionstillæg. Arbejdsindkomsten vil som udgangspunkt kun have nedsat pensionstillægget, hvis indkomsten var højere end gennemsnitligt 10.167 kr. om måneden før skat og efter AM-bidrag.
  • Afdøde er afgået ved døden i løbet af 2023.

Udbetaling Danmark giver Skattestyrelsen besked om opgørelsen af din pension, både hvis du skal have pension udbetalt, og hvis du skal betale pension tilbage.

Hvis du skal have pension udbetalt

Du får ikke en ny årsopgørelse fra Skattestyrelsen, hvis du skal have pension udbetalt, fordi beløbet bliver regnet som en del af din indkomst i det indeværende år.

Hvis du skal betale pension tilbage

Skattestyrelsen laver i de fleste tilfælde automatisk en ny årsopgørelse til dig. Har du ikke hørt fra Skattestyrelsen inden 8 uger efter, at afgørelsen om tilbagebetaling af pension er endelig, skal du kontakte dem. På din årsopgørelse vil din indkomst være sat ned med det beløb, du fik for meget i pension for sidste år.   

Når Udbetaling Danmark gør din pension op, bliver din ældrecheck, mediecheck og dit varmetillæg også gjort op.

Det er din endelige tillægsprocent, der afgør, om du har ret til varmetillæg og ældrecheck, og hvor meget du i så fald kan få udbetalt. Din endelige tillægsprocent bliver gjort op ud fra din årsopgørelse samtidig med, at Udbetaling Danmark gør din pension op.

Kontakt Udbetaling Danmark, Pension