I visse situationer får du automatisk dansk statsborgerskab. Det vil i nogle tilfælde ske ved fødslen eller ved, at dine forældre gifter sig, og det kan også ske ved, at du bliver adopteret af danske forældre.
Hvis du er født den 1. juli 2014 eller senere, får du automatisk dansk statsborgerskab ved fødslen, hvis din far, mor eller medmor er dansk.
Hvis du har en dansk far og en udenlandsk mor og ikke har fået dansk statsborgerskab ved fødslen, får du dansk statsborgerskab, hvis dine forældre efterfølgende gifter sig. Det er dog en betingelse, at du på dette tidspunkt er under 18 år og ugift.
Hvis du som udenlandsk barn under 12 år bliver adopteret ved en dansk adoptionsbevilling, bliver du dansk statsborger ved adoptionen, hvis du adopteres af et ægtepar eller et samlevende par, hvor mindst én af ægtefællerne eller de samlevende er dansk statsborger, eller af en enlig dansk statsborger.