Du kan have en opsparing i Lønmodtagernes Dyrtidsmidler, hvis der blev indbetalt ATP-bidrag for dig i perioden 1977 til 1979. Det er alene borgere, der var i beskæftigelse i perioden 1. september 1977 til 31. august 1979, som har eller har haft opsparede dyrtidsmidler. Mange har dog allerede fået midlerne udbetalt.
Lønmodtagernes Dyrtidsmidler
Lønmodtagernes Dyrtidsmidler er du omfattet af, hvis du var lønmodtager og i arbejde i 1977-79
Læs mere og selvbetjeningsløsninger
Så meget får du udbetalt
Staten indsatte i 1980 et beløb, som senere kan udbetales som en pensionssum. Beløbet modsvarer to dyrtidsportioner fra perioden 1977 til 1979. Arbejdede du fuld tid i hele perioden, blev der indsat 4.368 kr. på din konto. Beløbet var mindre, hvis du arbejdede deltid eller ikke arbejdede i hele perioden.
LD Fonde har investeret dyrtidsmidlerne siden 1980. Har du stadig en opsparing, er beløbet i dag blevet mange gange større. Værdien af opsparingen opdateres dagligt på baggrund af det afkast, investeringerne giver.
Som medlem i Lønmodtagernes Dyrtidsmidler har du mulighed for selv at investere de opsparede penge i investeringspuljer. Derfor kan værdien af din opsparing i Lønmodtagernes Dyrtidsmidler også afhænge af, hvilke investeringsvalg du har foretaget, og hvordan afkastet har været.
Du skal betale en afgift til staten. Afgiften betales enten i forbindelse med udbetaling eller ved at få opsparingen omlagt til en LD-aldersopsparing, hvor afgiften allerede er betalt, og derfor senere kan udbetales afgiftsfrit. Afgiften udgør 25 % af din saldo pr. 31.12.1979 plus 40 % af det, opsparingen er vokset med siden 31.12.1979. Du har mulighed for at få nedsat afgiften i en periode på 12 måneder, efter at du har opnået retten til udbetaling. Du får brev fra LD Fonde om reglerne for nedsættelse af afgiften og muligheden for at fortsætte opsparingen, når du nærmer dig retten til udbetaling ved 60 år.
Udbetalingen eller omlægningen har ingen betydning for størrelsen af dine andre pensioner.
Hvornår kan udbetalingen ske?
Du kan få udbetalt din opsparing i Lønmodtagernes Dyrtidsmidler, når du er fyldt 60 år. Men du kan også vælge at udskyde udbetalingen til senere.
I visse tilfælde kan du få udbetalt opsparingen, selvom du endnu ikke er fyldt 60 år. Du skal dog opfylde helt særlige kriterier. Det er muligt, hvis du fx flytter til udlandet, får førtidspension eller får udbetalt pension fra en arbejdsmarkedspension, er ramt af livstruende sygdom eller har nedsat arbejdsevne i meget væsentligt omfang.
Hvis du dør, inden du får pengene udbetalt, tilfalder opsparingen boet, og din familie vil i de fleste tilfælde få pengene. Lønmodtagernes Dyrtidsmidler udbetaler automatisk opsparingen, når dødsfaldet er registreret i folkeregistret.
Lovgivning
Kontakt Lønmodtagernes Dyrtidsmidler
Hvis du har spørgsmål til dine opsparede dyrtidsmidler, kan du kontakte LD Medlemsservice.
Telefon: 70 13 13 77