Hvis I flytter fra hinanden, er det en god ide at overveje, hvem der i fremtiden skal have udbetalt forsikringerne i din pension. Især hvis du har begunstiget din tidligere samlever, og du nu ønsker at begunstige en anden.
Det kan også være relevant, hvis din individuelle pension eller arbejdsmarkedspension indeholder en såkaldt samleverpension, og du har indsat din tidligere samlever som begunstiget.
En begunstigelse er en aftale om, hvem der skal have pengene ved din død. Ved en begunstigelse vil pengene blive udbetalt direkte til den, som er begunstiget uden om boet. Når forsikringen bliver betalt uden om boet, kan pengene ikke blive brugt til at betale en eventuel gæld.
Kontakt dit pensionsselskab eller pengeinstitut eller din pensionskasse, hvis du ønsker at ændre din pension, eller hvis du vil være sikker på, at dine forsikringer er tilrettelagt på den bedste måde nu, hvor din situation har ændret sig.
Hvis I er registreret som samlevere hos ATP, mister du retten til engangsbeløbet ved død, hvis I flytter fra hinanden.
Tjenestemandspensioner indeholder ikke samleverpension.