Den forberedende grunduddannelse (FGU) henvender sig til unge under 25 år, der ikke har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse og som heller ikke er i beskæftigelse.
Hvis du ikke føler dig parat til at gå i gang med eller gennemføre en ungdomsuddannelse, er FGU måske noget for dig. Formålet med FGU er, at du efterfølgende kan fortsætte på en erhvervsuddannelse, en gymnasial uddannelse eller i job.
Du kan tage den forberedende grunduddannelse på en FGU-skole i din kommune. Uddannelsen består af et introducerende basisforløb og 3 uddannelsesspor.
De 3 uddannelsesspor er:
- almen grunduddannelse (agu)
- produktionsgrunduddannelse (pgu)
- erhvervsgrunduddannelse (egu)
På de 3 uddannelsesspor er der optagelse i januar og i august, mens der er løbende optag på basis.
Både på basisforløbet og uddannelsessporene kan du få undervisning på forskellige niveauer. Du kan altså begynde og afslutte på det niveau, der passer til dig.
Det er ikke et krav, at du gennemfører FGU på en bestemt tid. Men som udgangspunkt kan du ikke gå på FGU i mere end 2 år.
Hvis du er i tvivl, om FGU er noget for dig, kan du starte i et afsøgningsforløb på op til 2 uger. Her kan du blive klogere på de forskellige fagområder og få vurderet dine kompetencer (fx tidligere skolegang, arbejde og kurser).