Guide: Når du starter uddannelse

  1. Svar på spørgsmål
  2. Få vist din personlige guide

Jeg vil gerne vide mere om...

Vælg gerne flere
""
Information
Vær opmærksom på, at vi ikke gemmer eller sender dine svar videre.

Undersøg, hvad du vil studere

Hvilke uddannelser har jeg adgang til?

  • Brug værktøjet "Adgangskortet" på ug.dk til at tjekke, hvilke videregående uddannelser, du har adgang til efter din ungdomsuddannelse.
  • På en række videregående uddannelser skal du opfylde nogle specifikke adgangskrav - krav om bestemte fag og niveauer, som du kan have haft på din ungdomsuddannelse. Hvis du ikke opfylder kravene, kan du tage suppleringskurser.

Få styr på valg af uddannelse

Hvilke uddannelser findes?

  • Der findes en lang række videregående uddannelser fx universitetsbachelor, professionsbachelor og erhvervsakademiuddannelse.
  • Du kan søge op til 8 uddannelser på optagelse.dk.
  • Nogle kunstneriske uddannelser læses på andre uddannelsessteder.
  • Der er også en række muligheder inden for politiet, forsvaret og private uddannelser.
  • Erhvervsuddannelser er også en mulighed for dig, der har taget en studentereksamen eller HF (gymnasial eksamen).

Sammenlign uddannelser

  • Brug værktøjet "Uddannelseszoom" på ug.dk til at sammenligne uddannelser og din jobsituation bagefter.

Åbent hus

  • De fleste uddannelsessteder holder åbent hus, så du kan se stedet og høre om uddannelserne.
  • Tjek uddannelsesstedets hjemmeside for mere information.
  • Find et overblik over arrangementer på ug.dk.  

Du kan komme i studiepraktik

  • Studiepraktik er en mulighed for at opleve, hvordan det er at studere på en videregående uddannelse.
  • Studiepraktik ligger i uge 43, og du ansøger om en plads på studiepraktik.nu.
  • Det er for dig, der enten er på sidste år af din ungdomsuddannelse eller har sabbatår. 

Oplev at være "studerende for en dag"

  • På nogle uddannelsessteder kan du være studerende for en dag.
  • Som studerende for en dag følger du den almindelige undervisning. Du bliver guidet af en studerende eller en underviser, som kan fortælle dig mere i løbet af dagen.
  • Find information om det på uddannelsesstedets hjemmeside.

Tjek de sociale medier

  • De fleste uddannelsessteder er aktive på de sociale medier. Her kan du måske finde information om studielivet og åbent hus.

Din tvivl er helt normal

Det er normalt at have mange overvejelser og spørgsmål, når du skal vælge uddannelse. 

Du oplever det måske som et afgørende valg, der får stor betydning for din fremtid. Husk, at det ikke er et endegyldigt valg – og der kommer mange nye valg undervejs i uddannelsen og i dit arbejdsliv efterfølgende. 

Få hjælp af Studievalg Danmark

  • Studievalg Danmark kan hjælpe dig med vejledning på telefon, online eller med et fysisk møde mange steder i landet.
  • De holder også en række arrangementer om ansøgning, studieskift og sabbatår.

Få hjælp af eVejledning

  • eVejledning er en del af ug.dk, som kan hjælpe dig gennem telefon, e-mail, chat eller et digitalt møde med en vejleder.
  • eVejledning har lange åbningstider, så du kan få vejledning både dag, aften og weekend.
  • De holder også webinarer om ansøgning.

Få hjælp af uddannelsesstederne

  • De fleste uddannelsessteder har tilknyttet studievejledere, som kan hjælpe dig.
  • Find information på uddannelsesstedets hjemmeside.

Til dig, der vil tage en hel uddannelse i udlandet

  • Vælger du at tage en hel uddannelse i udlandet, skal du selv sørge for kontakten til uddannelsesstedet.
  • Du skal undersøge adgangskrav, ansøge, finde bolig m.m.
  • I en del lande vil du skulle betale studieafgift. 

SU til en hel uddannelse i udlandet

  • Du kan søge om at få uddannelsen godkendt til SU, så du kan tage din SU med. Tjek, om uddannelsen er på ”Fast Track-listen” på su.dk.
  • Det er en god idé at gå i gang i god tid.
  • Du kan tidligst søge SU 3 måneder, før du starter på uddannelsen.
  • Hvis du har spørgsmål til SU og vil tage en hel uddannelse i udlandet, skal du kontakte Udlandsenheden i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Andre muligheder for at studere i udlandet

  • Hvis du allerede går på en videregående uddannelse, har du mulighed for at tage et semester i udlandet.
  • Du kan også tage et semester som praktikant i udlandet – det kan være et supplement til din formelle uddannelse. I nogle tilfælde kan du få merit for opholdet.

Hjælp når du skal flytte til udlandet

  • Få et overblik over det, du generelt skal være opmærksom på, når du flytter til udlandet i Flytte til udlandet-guiden på borger.dk.
  • Vær opmærksom på, at der er forskellige regler afhængig af, om du er væk over eller under 6 måneder.

Husk datoer og frister

Få styr på vigtige datoer og frister

Ansøgningsfrister for videregående uddannelser på optagelse.dk

Det er vigtigt, at du kender og overholder ansøgningsfristerne.

  • Kvote 2 har ansøgningsfrist den 15. marts kl. 12.00.
  • Kvote 1 har ansøgningsfrist den 5. juli kl. 12.00.

Vær opmærksom på, at der i nogle tilfælde kan være andre frister for kvote 1.

Sommer- og vinterstart

  • En del videregående uddannelser har studiestart både sommer og vinter.
  • I de fleste tilfælde skal du søge vinterstart samtidig med sommerstart.

Læs mere på uddannelsesstedernes hjemmesider om deres principper for fordeling. 

Ansøgningsfrister – private uddannelser, politiet, forsvaret og kunstneriske uddannelser 

Det er vigtigt, at du kender og overholder ansøgningsfristen.

Private uddannelser, politiet og forsvaret har deres egne ansøgningsfrister. Find mere information på deres hjemmesider.

En række kunstneriske uddannelser har også deres egne ansøgningsfrister fx musikkonservatoriet og kunstakademierne.

Du får svar 28. juli 

  • Hvis du søger en videregående uddannelse på optagelse.dk, får du svar den 28. juli.
  • Private uddannelser, politiet og forsvaret giver svar på andre tidspunkter. Find mere information på deres hjemmesider.

Hvor kommer svaret? 

  • Der er ikke ét samlet sted, hvor man får svar på sin ansøgning.
  • Du får typisk svar på uddannelsesstedets egen hjemmeside eller i Digital Post.
  • Hvis du har søgt flere uddannelser, skal du måske tjekke flere steder.

Søg hurtigst muligt efter den 28. juli

  • Du kan søge om optagelse på ledige pladser fra den 28. juli, hvis du ikke er blevet optaget på nogen af de uddannelser, du har søgt, eller har fortrudt, at du ikke fik søgt ind.
  • Du skal opfylde adgangskravene til den uddannelse, du vil søge optagelse på.
  • Fristen for ledige pladser er forskellig fra uddannelsessted til uddannelsessted.

Søg studie

Forskellige måder at søge på

Hvad betyder kvote 1?

  • Kvote 1 betyder, at du bliver optaget efter dit karaktergennemsnit fra din studentereksamen eller HF, også kaldet den gymnasiale eksamen.
  • Husk, at du også skal opfylde de adgangskrav, der er til den uddannelse, du gerne vil søge. Det kan fx være et bestemt fag på A- eller B-niveau.
  • Hvis du ikke opfylder adgangskravene, kan du tage suppleringskurser efter din afsluttende eksamen.

Hvem kan søge i kvote 1?

  • Hvis du har en studentereksamen eller HF (gymnasial eksamen), kan du både søge i kvote 1 og kvote 2. Hvis du søger i kvote 2, søger du også automatisk i kvote 1.
  • Hvis du har en erhvervsuddannelse, skal du søge i kvote 2. Du kan ikke søge i kvote 1.

Også godt at vide

Du søger kvote 1 på optagelse.dk. 

Hvad kræver en kvote 2-ansøgning?

  • Du skal stadig opfylde adgangskravene til den uddannelse, du søger, når du søger i kvote 2. Det kan fx være et bestemt fag på A- eller B-niveau.
  • I kvote 2 bliver du også vurderet på andre kriterier end din adgangsgivende eksamen.
  • Alle uddannelser, der tager imod kvote 2-ansøgninger, har deres egne kriterier, som du også skal opfylde. Det kan fx være en motiveret ansøgning eller en optagelsessamtale.
  • Husk at tjekke uddannelsesstedets hjemmeside for deres kriterier.

Hvem kan søge i kvote 2?

  • Hvis du har en studentereksamen eller HF (gymnasial eksamen), kan du både søge i kvote 1 og kvote 2. Hvis du søger i kvote 2, søger du også automatisk i kvote 1.
  • Hvis du har en erhvervsuddannelse, skal du søge i kvote 2. Du kan ikke søge i kvote 1.

Også godt at vide

  • Uddannelsesstedet rangerer ansøgningerne efter, hvem der opfylder stedets kriterier bedst.
  • Hvis du ikke opfylder adgangskravene, kan du tage suppleringskurser efter din afsluttende eksamen.
  • Du søger i kvote 2 på optagelse.dk

Hvad er en standby-plads?

  • Standby er en venteliste, som du kan søge samtidig med, at du søger en almindelig studieplads.
  • Du søger standby-plads på opagelse.dk på samme tid, som du søger en almindelig plads.
  • Det er ikke alle uddannelsessteder, der tilbyder standby-pladser.

Jeg har fået en standby-plads - hvad nu?

  • Hvis du får en standby-plads, bliver du i nogle tilfælde optaget fra ventelisten det år, du søger – og andre gange må du vente et år med at starte på uddannelsen.
  • Hvis du får en standby-plads, kan du ikke samtidig blive optaget på en af dine lavere prioriterede uddannelser. 

Hvad er betinget optag?

  • Betinget optagelse betyder, at du kan blive tilbudt en studieplads, selvom du mangler at opfylde et specifikt adgangskrav - fx et bestemt fag på A- eller B-niveau.
  • For at opfylde adgangskravet, skal du bestå et suppleringskursus i sommerferien og sende dit bevis til uddannelsesstedet inden for deres frist.
  • Hvis du ikke består suppleringskurset, bortfalder din studieplads, og du får ikke tilbudt en af dine lavere prioriteter.
  • Det er ikke alle uddannelsessteder, der tilbyder betinget optagelse.

Sådan søger du studie

Det er vigtigt, hvordan du prioriterer uddannelserne

Du kan søge op til 8 videregående uddannelser på optagelse.dk, men du får højst tilbudt én studieplads. Derfor er det vigtigt, hvordan du prioriterer de uddannelser, du søger.

Du skal prioritere dine ansøgninger efter, hvad du helst vil optages på - ikke efter, hvad du tror, du lettest kan blive optaget på. 

Søg flere uddannelser, så du forbedrer dine muligheder

Det gør ikke din chance for at blive optaget på din 1. prioritet mindre, hvis du søger mere end én uddannelse. 

Hvis du søger flere uddannelser, øger du dine muligheder for at blive optaget samme år.

Jeg søger gennem kvote 1

  • Dit gymnasiale eksamensbevis (fra studentereksamen eller HF) bliver automatisk tilføjet til din ansøgning, når du har bestået din afsluttende eksamen.
  • Det er vigtigt, at du tjekker, at beviset er korrekt, efter det er tilføjet til ansøgningen.

Jeg søger gennem kvote 2

Hvis du vil starte på en videregående uddannelse lige efter din ungdomsuddannelse og vil søge gennem kvote 2, har du ikke modtaget dit eksamensbevis den 15. marts, som er fristen for kvote 2-ansøgninger. 

  • Dit gymnasiale eksamensbevis bliver automatisk tilføjet til din ansøgning, hvis du består din afsluttende eksamen inden den 5. juli.
  • Hvis du søger på baggrund af en erhvervsuddannelse, skal du selv uploade svendebrevet på optagelse.dk.

Tjek, om du er optaget

Sådan ser du, om du er optaget

Hvor får jeg svar?

Der er ikke ét samlet sted, hvor man får svar på sin ansøgning. Det er forskelligt fra uddannelse til uddannelse.

Hvis du har søgt flere uddannelser, skal du måske tjekke flere steder.

  • Hvis du søger en videregående uddannelse på optagelse.dk, får du svar den 28. juli. 
  • Find en oversigt på ug.dk, der passer til den uddannelse, som du har søgt.
  • Hvis din uddannelse ikke står på ug.dk (fx politi, forsvar og private uddannelser), skal du tjekke med uddannelsesstedet, hvordan du får svar.

Studiestedet skal vide, om du vil tage imod studiepladsen

Hvis du får tilbudt en studieplads, er det vigtigt, at du hurtigt siger ja til pladsen, hvis du gerne vil have den.

  • Fristen for at sige ja eller nej til en studieplads er typisk i starten af august, men det er forskelligt fra uddannelse til uddannelse.
  • Du kan læse mere om fristen, og om hvordan du gør, i optagelsesbrevet fra uddannelsesstedet. 
  • Hvis du ikke siger ja til studiepladsen, mister du den – ligesom hvis du siger nej til pladsen.

Hvis du siger nej

  • Hvis du siger nej til studiepladsen, får du ikke tilbudt en plads på en af de andre uddannelser, du har søgt.
  • Hvis du siger nej til en studieplads, påvirker det ikke dine chancer for at blive optaget næste år.
  • Hvis du gerne vil starte på en anden videregående uddannelse i år, skal du søge en ledig plads.

Muligheder for vejledning

Hvis du er i tvivl, om du skal sige ja til studiepladsen, kan det være en god idé, at tale med en vejleder fra fx Studievalg Danmark eller eVejledning.

Jeg er betinget optaget

Hvis du har fået besked om, at du er betinget optaget, betyder det, at du skal sende dokumentation for, at du har opfyldt et eller flere adgangskrav inden fristen.

  • Fristen for hvornår du skal sende dokumentationen til uddannelsesstedet, er forskellig fra uddannelse til uddannelse.
  • Dokumentationen skal sendes direkte til uddannelsesstedet - ikke gennem optagelse.dk.

Jeg har ikke bestået suppleringsfaget

  • Du kan ikke starte på uddannelsen, hvis du ikke lever op til adgangskravene. Du vil derfor ikke blive tilbudt en studieplads.
  • Du vil heller ikke blive tilbudt en studieplads på en af de andre uddannelser, du har søgt, men du kan søge igen til næste år.
  • Du har mulighed for at søge ledige pladser, hvis du gerne vil i gang med at studere i år.  

Jeg er blevet tilbudt en standby-plads

Du kan enten blive tilbudt en studieplads i standby-perioden, efter standby-perioden eller året efter.

  • Hvis du får tilbudt en studieplads i standby-perioden, skal du være klar til at tage imod den. Det er forskelligt fra uddannelse til uddannelse, hvor længe standby-perioden er.
  • Hvis du siger nej til en studieplads i standby-perioden, mister du pladsen, og du vil heller ikke blive tilbudt plads på en af de andre uddannelser, du har søgt.
  • Hvis du får tilbudt en studieplads efter standby-perioden, mister du ikke din plads, hvis du siger nej.
  • Hvis du ikke får en studieplads samme år, får du et ”tilsagn”, som betyder, at du er garanteret en plads året efter - hvis du stadig lever op til adgangskravene.

Du skal beslutte, hvad der skal ske nu

  • Undersøg, hvorfor du fik afslag. Det er især vigtigt, hvis du gerne vil søge uddannelsen igen næste år og vil forbedre dine muligheder.
  • Tjek ledige studiepladser, hvis du gerne vil starte på en anden videregående uddannelse i år.
  • Få hjælp og vejledning til dine muligheder hos Studievalg Danmark eller eVejledning.

Andre guider til dig

""

Når du bliver forælder

Få et overblik over, hvad der er vigtigt at vide, når du bliver mor, far, medmor eller partner.

""

Når du får nyt job

Få et overblik over, hvad der er vigtigt at vide, når du får nyt job.

""

Når du skal flytte

Få overblik over alt det, du skal gøre og huske, når du flytter.

Til toppen Top
Skrevet af Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med Skattestyrelsen, Styrelsen for It og Læring og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen