Udbetaling Danmark gør sit bedste for at give dig en god service. Men der kan opstå situationer, hvor du ikke er tilfreds. Her kan du læse, hvad du kan gøre, og hvad Udbetaling Danmarks kundeambassadør kan hjælpe dig med.
Første skridt, hvis du er utilfreds
Hvis du er utilfreds med noget i din sag, anbefaler Udbetaling Danmark, at du altid starter med at ringe til Kundeservice for at få en mundtlig forklaring.
Hvad kan kundeambassadøren hjælpe med?
Du kan skrive til kundeambassadøren, hvis du er utilfreds med den måde, Udbetaling Danmark har håndteret din sag. Det kan fx være, hvis du synes, du ikke har fået en god service, eller forløbet har været dårligt. Du kan også skrive til kundeambassadøren, hvis du synes, der er nogle ting, Udbetaling Danmark kan gøre bedre.
Hvis du er utilfreds med en afgørelse
Hvis du er uenig i en afgørelse fra Udbetaling Danmark og gerne vil have, den bliver vurderet igen, har du mulighed for at klage. En afgørelse er Udbetaling Danmarks beslutning i din sag, fx hvor meget du får udbetalt, eller hvad du skal betale tilbage. Du får altid besked om afgørelsen i et brev.
Ønsker du at klage over afgørelsen, er det ikke kundeambassadøren, der kan hjælpe. For at klage over en afgørelse, skal du ringe eller sende din klage til Udbetaling Danmark inden fristen på 4 uger.