Din ret til at bruge det danske sundhedsvæsen, når du studerer i et andet EU/EØS-land eller Schweiz, afhænger af, om du skal studere i op til et år eller i mere end et år.
Hvis du er dansk socialt sikret og skal studere i et andet EU/EØS-land eller Schweiz i op til et år, kan du bruge dit blå EU-sygesikringskort, som giver dig ret til behandling på samme vilkår som borgerne i det land, du studerer i.
Hvis du fortsat er tilmeldt folkeregistret i Danmark, bevarer du dit gule sundhedskort og kan bruge det danske sundhedsvæsen som hidtil.
Hvis du i perioden framelder dig det danske folkeregister, kan du normalt få et særligt sundhedskort, der giver dig ret til at bruge det danske sundhedsvæsen på samme vilkår som borgere, der bor i Danmark.
Du kan også få kortet, hvis du skal være i ulønnet praktik.
Du kan læse om reglerne og søge om det særlige sundhedskort i en selvbetjeningsløsning her på borger.dk.