I forbindelse med ansøgning om byggetilladelse til opførelse
af en bolig, skal der foreligge et tilbud på en byggeskadeforsikring. En
byggeskadeforsikring løber i 10 år, og er uopsigelig i denne periode. Forsikringen
træder i kraft, når byggeriet afleveres til dig som forbruger.
Byggeskadeforsikringen gælder for byggeri, der hovedsageligt
skal anvendes til helårsbeboelse.Forsikringen skal tegnes af den professionelle
bygherre, når der opføres ny helårsbeboelse eller
ombygges eksisterende bebyggelse til ny helårsbeboelse, og hvor ombygningen er
væsentlig .
Der er forsikringspligt i de tilfælde, hvor den
professionelle bygherre står for hele byggeprocessen og dermed indgår aftalerne
med de entreprenører, der skal opføre din bolig. Der vil således være
forsikringspligt i de tilfælde, hvor du som forbruger køber både projekt og
grund samtidig og i de tilfælde, hvor du som forbruger ejer grunden i forvejen.
Det er den professionelle bygherre, som du har indgået
aftale med, der skal tegne en byggeskadeforsikring, også selvom bygherre betinger
sig, at du selv skal indgå aftaler med en eller flere nærmere angivne
entreprenører om opførelsen af en del af din bolig.