Miljøvenlig opvarmning

Miljøvenlig opvarmning af din bolig mindsker CO2-udslippet og skåner miljøet

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Elvarme er en dyr og ikke særlig effektiv opvarmningsform. Derfor skal du overveje, om det er den mest hensigtsmæssige opvarmningsform i din bygning.

Hvis du allerede har elvarme, kan det være en god idé at overveje anden varmekilde. Du kan alternativt supplere elvarmen med andre billigere og mere energieffektive opvarmningsformer som fx solvarme eller en varmepumpe.

Næsten 65 procent af de danske boliger får deres varme via fjernvarme. Det er den energiform, der typisk udleder mindst CO2 sammenlignet med andre energikilder. Samtidig er det ofte en billig måde at opvarme sit hus på.

Fjernvarme

  • En stor del af fjernvarmen i Danmark stammer fra overskud fra elproduktion, altså fra kraftvarmeværker. Når man producerer el, udvikles der store mængder varme. Det er den varme, der bruges til fjernvarme.
  • Andre fjernvarmeværker producerer varme ved hjælp af solvarmeanlæg, eller når de fx brænder affald eller biobrændsler af. Desuden er der en række mindre varmeværker, som producerer varme til lokale områder.
  • Du betaler for din fjernvarme med en fast pris, som er uafhængig af dit forbrug, og en variabel pris, som er afhængig af dit forbrug.
  • I alle bygninger skal der være målere, der måler forbruget af varme i den enkelte bolig eller erhvervsejendom. I etageejendomme bruger man ofte varmefordelingsmålere. På baggrund af dem udarbejder man varmeregnskabet, som fordeler forbruget mellem lejerne.

Læs mere om fjernvarme og varmeforbrug på Energistyrelsens hjemmeside:

Start Gasprisguiden

Naturgas er langt det reneste fossile brændstof. I modsætning til kul og olie, indeholder naturgas nemlig ikke svovl, og CO2-udledningen pr. energienhed er væsentligt mindre. Dansk naturgas pumpes op fra olie- og gasfelter i Nordsøen. Danmark er selvforsynende med naturgas, som i øvrigt også eksporteres til andre lande.

Det øvre jordlag indeholder et stort lager af ophobet solenergi, som automatisk genopfyldes hver sommer. Ved hjælp af et slangesystem i jorden og en varmepumpe kan energien trækkes ud af jorden hele året og bruges til opvarmning af boligen og til vand til bade, opvask mv.

På sparenergi.dk kan du læse mere om, hvad varmepumper og jordvarme er og vurdere, om det er noget for dig. Du skal søge tilladelse hos kommunen til at anlægge et jordvarmeanlæg.

Det anslås, at der findes ca. 750.000 brændeovne og brændekedler i de danske hjem. Fyring med træ i brændeovne og -kedler bidrager væsentligt til luftforurening med bl.a. sundhedsskadelige partikler.

På den anden side er brændefyring en vedvarende, omend begrænset, energikilde. Brændefyring er med til at forebygge global opvarmning, fordi brænde optager lige så meget CO2, mens træerne gror, som brændet afgiver, når det brændes af. Brænde er dermed i udgangspunktet CO2 neutralt, dog vil der være et CO2-tab afhængig af, hvordan træet er forarbejdet, tørret, transporteret m.m.

Udskiftning af gamle brændeovne

Fra den 1. august 2021 er du forpligtet til ved ejerskifte af bolig at oplyse, om der står en brændeovn eller pejseindsats i boligen. Er den produceret før 2003, skal den skiftes eller skrottes, men er den produceret efter 2003, skal du dokumentere alderen.

Tips om fyring i brændeovn

  • Tænd op i toppen af brændet: Læg 2 stykker brænde i bunden. Ovenpå stabler du pindebrænde i lag med luft imellem, så du kan tænde i den øverste del. Flammerne skal arbejde sig oppefra og ned – som et stearinlys. Ved at tænde op i toppen kan du reducere partikeludslippet markant i optændingsfasen.
  • Brug kun tørt træ: Vådt træ ryger. Fyr aldrig med affald, reklamer, behandlet træ eller lignende. Du må dog gerne tænde op med nogle få sammenkrøllede avissider.
  • Sørg for rigeligt luft: Skru først ned for luften, når flammerne bliver lysere. Fyr lidt ad gangen og brug ikke for store stykker træ.
  • Røgen skal være næsten usynlig: Gå udenfor og se, at der hverken er for meget røg, eller at det lugter grimt.

Naturstyrelsen sælger brænde fra de FSC- og PEFC-certificerede statsskove. Du kan bestille i deres netbutik og læse om at sanke brænde. Hos Miljøstyrelsen kan du læse mere om blandt andet dimension af brændeovn i forhold til boligens varmebehov.

Brændekedler

Brændekedler kan blandt andet bruges til opvarmning af boliger i tyndtbefolkede områder, hvor der ikke er mulighed for tilslutning til fjernvarme eller naturgasnet. Gamle brændekedler står for en stor del af partikelforureningen i Danmark. De har desuden en lavere energiudnyttelse og kræver derfor mere brænde end nye kedler.

På Teknologisk Instituts hjemmeside kan du se de godkendte brændekedler. På Miljøstyrelsens hjemmeside Brændefyringsportalen kan du læse, hvad du kan gøre, hvis du er generet af naboens brænderøg.

Som forbruger har du mulighed for at klage til Ankenævnet på Energiområdet over køb og levering af energiydelser herunder varme. Ankenævnet behandler kun civilretlige krav – dvs. klagen skal kunne opgøres til et pengebeløb. Du kan ikke klage over dårlig service, opførsel, marketing m.m.

Inden du klager, skal du have forsøgt at løse problemet med dit energiselskab. Derefter kan du klage til Ankenævnet på Energiområdet. Brug selvbetjeningen 'Klag online - Forbrug.dk'. Det koster 160 kr. (2024) at klage, og du får pengene tilbage, hvis du får medhold i sagen. Du har som forbruger selv ansvar for at bevise din påstand – så gem kvitteringer, kontoudskrifter m.m.

På borger.dk

Andre sider

Energinet Danmark står for forsyningssikkerheden af el og gas i Danmark. Hos Energistyrelsen kan du bl.a. få flere oplysninger om varmeforbrug generelt, om ventilation og indeklima og om forsyningen af el og gas. Du kan få gratis og uvildig rådgivning.