Det kan være en god idé at anmode om en fuldmagt, hvis du skal hjælpe en anden, der ikke selv har MitID eller har svært ved det digitale. Herunder kan du læse mere om processen for at anmode en anden person om fuldmagt i Digital Fuldmagt.
1. Udfyld trin 1-5 i Digital Fuldmagt
Log på Digital Fuldmagt. Udfyld trin 1-5: Vælg hvem du vil anmode om fuldmagt, vælg hvad du vil anmode om fuldmagt til (du kan sagtens vælge flere), vælg derefter hvor længe fuldmagten skal gælde og afslut med at sende anmodningen. Hvis fuldmagtsgiver ikke selv er digital, kan du vælge at anmodningsbrevet skal sendes med brevpost til personens folkeregisteradresse i Danmark.
Hvis du skal anmode om fuldmagt til en digital selvbetjeningsløsning i en anden kommune end den kommune, som den person, du skal hjælpe, bor i, kan du slå den kommunale filtrering i Digital Fuldmagt fra i trin 2. Dette kan eksempelvis være relevant, hvis den, du skal hjælpe, skal flytte til en anden kommune. Se, hvordan du slår den kommunale filtrering fra i vejledningen nedenfor.
2. Fuldmagtsgiver modtager en besked
Personen du anmoder om fuldmagt fra, modtager nu et brev i Digital Post eller som fysisk brev, hvis du valgte dette, da du oprettede anmodningen.
3. Brevet underskrives af fuldmagtsgiver
Personen, du anmoder om fuldmagt, skal nu underskrive anmodningsbrevet med sin underskrift. Dette kan personen gøre digitalt med sit MitID (da springes punkt 4 over) eller med fysisk underskrift, hvis brevet er modtaget med brevpost.
4. Brevet returneres til borgerservice i kommunen
Når brevet er underskrevet, sendes en kopi af alle sider af brevet retur til borgerservice i kommunen enten med brevpost eller indscannet og sendt med Digital Post. Det er vigtigt, at alle sider af brevet returneres, dato er angivet og brevet er underskrevet, for at fuldmagten kan oprettes. Når fuldmagten er oprettet, modtager du som fuldmagtshaver en bekræftelse via Digital Post.
5. Du kan nu handle på fuldmagtsgivers vegne
Som fuldmagtshaver kan du nu bruge dit eget MitID til at handle på fuldmagtgivers vegne på det område, du har fået fuldmagt til. Er det fx til en selvbetjeningsløsning, skal du logge ind med dit eget MitID, finde den relevante information og du kan nu skifte til at handle på fuldmagtsgivers vegne.
Har du brug for yderligere hjælp, kan du kontakte borgerservice.