Merkantil studentereksamen (hhx)

Den merkantile studentereksamen (hhx) tager 3 år

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Start Optagelse.dk

For at blive optaget på den treårige uddannelse til merkantil studentereksamen (hhx) skal du som udgangspunkt have bestået folkeskolens afgangsprøve efter 9. klasse samt opfylde en række andre betingelser. Du kan alternativt blive bedt om at aflægge en centralt stillet optagelsesprøve og deltage i en optagelsessamtale, som skolen foretager.

Går du i 9. eller 10. klasse, hjælper din skole og din vejleder dig med at udfylde din uddannelsesplan og søge om optagelse. Ansøgningsfristen er den 1. marts, og du får skriftligt svar senest den 1. juni, om du er blevet optaget.

Er du gået ud af skolen, kan du selv udfylde en ansøgning via optagelse.dk. Hvis du søger inden den 1. marts, vil skolerne have mulighed for at vurdere din ansøgning sammen med ansøgningerne fra de elever, der søger direkte fra 9. eller 10. klasse.

Formålet med en uddannelsen til hhx er at forberede eleverne til en videregående uddannelse. Derudover er uddannelsen alment dannende, hvilket betyder, at eleverne skal lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden, dvs. medmennesker, natur, samfund og deres egen udvikling. Uddannelsen skal tillige udvikle elevernes kreative og innovative evner og kritiske sans.

Hhx er forbundet med merkantile, internationalt orienterede og erhvervsrettede dannelsesperspektiver. Der arbejdes med virksomheds- og samfundsøkonomiske fagområder i kombination med fremmedsprog og andre almene fag.

De første 3 måneder består af et grundforløb. Herefter kan du vælge imellem de studieretninger, som skolen udbyder. Studieretningerne grupperes i økonomi og marked, økonomi og sprog samt sprog.

 For elever, der er optaget under TEAM Danmark, og for elever, der er optaget på Musikalsk Grundkursus eller tilsvarende kursus, kan uddannelsen tilrettelægges over 4 år.

På uddannelsen får du løbende standpunktskarakterer, typisk 2-3 gange årligt, og du får en årskarakter i hvert fag ved afslutningen af faget.

Du skal igennem mindst 10 prøver med ekstern censur, herunder en mundtlig prøve med udgangspunkt i et studieområdeprojekt, i løbet af din tid på uddannelsen. En hhx er bestået, hvis gennemsnittet er mindst 2,0 ifølge 7-trins-skalaen.

Hvis du er utilfreds med undervisningen og undervisningens tilrettelæggelse, prøver, herunder prøvekarakterer, tildelt studieretning og valgfag, mangel på specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand mv., kan du klage til skolens leder.

Er du utilfreds med en afgørelse truffet af skolens leder, kan du i en række tilfælde aflevere en skriftlig klage til lederen, som videresender klagen til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet med sin egen udtalelse i sagen.

Før sagen videresendes til styrelsen, har du ret til at kommentere sagen. Dine eventuelle kommentarer bliver sendt med til styrelsen.