Hvis du har brug for at stille en container, et stillads eller et brændelæs op, eller dit behov vedrører fx grus, byggematerialer, lifte, vejfester, skiltning eller loppemarkeder m.m., og det kun berører en mindre vej i et kort tidsrum, kan du søge vejbestyrelsen om tilladelse til at råde over et vejareal.
Vejdirektoratet er vejbestyrelse for statsvejene, mens kommunalbestyrelsen er vejbestyrelse for kommunevejene. Kommunalbestyrelsen er også vejmyndighed for de private fællesveje.
Du kan også søge i Central vej- og stifortegnelse (CVF) på Vejdirektoratets hjemmeside. Her kan du få vist alle statsveje og de fleste kommuneveje, og få oplyst hvem, der er vejbestyrer.
Tilladelse til at råde over private fællesveje i by og bymæssigt område
Du skal være opmærksom på, at du kun kan udnytte en tilladelse fra kommunen eller Vejdirektoratet, hvis du også har aftalt det med vejarealets ejer.
Hvis du er i tvivl om, hvem der ejer vejarealet, kan du spørge kommunen.
Du skal ansøge digitalt
Du skal ansøge digitalt om enten tilladelse til at råde over vejarealer ved materiel eller arrangementer, eller ved gravetilladelse.
Det er vigtigt, at det, der bliver anbragt på vejarealerne, ikke er til fare for den øvrige færdsel. Hvis du glemmer at søge om tilladelse, er det en overtrædelse af færdselsloven, vejloven eller privatvejsloven.
Hvad er et vejareal?
Et vejareal omfatter både kørebane, cykelsti, fortov, gågader, rabatter og torve. Det afgørende er ikke, hvordan vejarealet ser ud, men om vejbestyrelsen/vejmyndigheden administrerer arealet som del af vejen. Spørg kommunen, hvis du er i tvivl.