Når AES har afgjort, at du har ret til godtgørelse eller erstatning, går der normalt fem uger, før du får dine penge udbetalt.
Udbetaling efter arbejdsskade
Erstatning for arbejdsskade? Læs om udbetaling, beskatning og beskyttelse af din konto
Tidspunkt for udbetaling
Hvis nogen klager, kan det forsinke udbetalingen
Når din sag er afgjort, er der flere, der kan klage over den afgørelse, vi har truffet i AES.
Det kan være:
- dig selv
- din arbejdsgiver
- arbejdsgiverens forsikringsselskab
- Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomskontrol (AESK).
Først er det os i AES, der tager os af klagen. Hvis vi holder fast i vores afgørelse, bliver klagen sendt videre til Ankestyrelsen, som vurderer, om de er enige med os.
Når klagen er behandlet færdig, vil udfaldet være, at din udbetaling forbliver uændret, øges, mindskes eller helt ophører. Det får du direkte besked om.
Til dig, der får eller har fået sociale ydelser
Det kan være, at du skal betale penge tilbage, hvis du får eller har fået en social ydelse, fx revalideringsydelse fra kommunen eller førtidspension fra Udbetaling Danmark.
Hvis det er aktuelt for dig, spørger vi din kommune eller Udbetaling Danmark, om vi skal modregne evt. andre beløb, inden vi udbetaler til dig. Det kan gøre, at din udbetaling bliver forsinket.
Nogle gange ønsker de, at vi modregner. Andre gange ønsker de selv at opkræve det beløb, der skal modregnes. Hvis vi udbetaler det fulde erstatningsbeløb, skal du være opmærksom på, at der kan komme et krav om tilbagebetaling fra din kommune eller Udbetaling Danmark.
Hvis du vil vide mere, bør du kontakte Udbetaling Danmark eller din kommune.
Beskatning af din udbetaling
Skal jeg betale skat af min udbetaling?
Om du skal betale skat af din udbetaling, afhænger af hvilken type af erstatning, du har fået.
Reglerne er, at:
- en løbende ydelse for tab af erhvervsevne og uddannelsesgodtgørelse er skattepligtig
- méngodtgørelse, kapitalerstatning og behandlingsudgifter er ikke skattepligtige
Penge til gode, der udbetales på én gang, skal beskattes
Du skal betale skat af din udbetaling, hvis du får et beløb, der er summen af flere løbende ydelser, som du får udbetalt med tilbagevirkende kraft. Det sker, når du har penge til gode, som du burde have modtaget hver måned, men du i stedet modtager på én gang.
Det sker typisk, når din sag er blevet afgjort, og du på én gang modtager alle de månedlige ydelser, som du ikke har fået udbetalt, fordi din sag har været under behandling. Det beløb, du modtager i den situation, skal du beskattes af. Erstatningen bliver som udgangspunkt beskattet i det år, den er udbetalt.
Indberetning til SKAT
AES indberetter til Skattestyrelsen, hvis du får en skattepligtig erstatning. Ved løbende udbetalinger, fx for tab af erhvervsevne, trækker vi skat, inden du får pengene udbetalt. Hvis du får et engangsbeløb, som er summen af tidligere løbende ydelser, bliver du beskattet af beløbet i det år, du får pengene udbetalt.
Du kan eventuelt bede Skattestyrelsen om at fordele din erstatning på tidligere år, hvis det har væsentlig økonomisk betydning for dig. Det har det fx, hvis du kommer til at betale mere i topskat, eller du bliver modregnet i offentlige ydelser. Du skal søge om ændring af beskatningstidspunktet ved Skattestyrelsen inden udgangen af året efter, du har fået erstatningen udbetalt. Vi sender en opgørelse, hvor du kan se fordelingen.
Giv besked, hvis vi skal bruge dit hovedkort
AES får automatisk dit bikort fra Skattestyrelsen, og vi bruger det som standard, hvis du ikke kontakter os.
Til dig, der får SU
SU bruger dit hovedkort. Du skal kontakte både AES og SU, hvis vi i stedet skal bruge dit hovedkort.
Til dig, der har brug for kreditorbeskyttelse
Giv besked, hvis vi skal udbetale til en kreditorbeskyttet konto
AES udbetaler som udgangspunkt erstatningen til din NemKonto, hvor dine penge ikke er beskyttet mod kreditorer. Hvis du ønsker pengene udbetalt på en kreditorbeskyttet konto, skal du skrive til os.
Private kreditorer kan ikke gøre krav på din erstatning
Ifølge arbejdsskadesikringsloven har du ret til at beskytte din arbejdsskadeerstatning mod krav fra andre. Det kan fx være ved skilsmisse eller gæld.
Erstatningen fra AES er personlig og kan ikke overføres til andre. Kreditorer kan heller ikke gøre udlæg eller foretage anden retsforfølgning i kravet, medmindre der er tale om gæld til det offentlige.
Kontakt din bank for at få en beskyttet konto
Du skal have en beskyttet konto, hvis du vil sikre dig mod, at andre gør krav på din udbetaling.
Du kan få information hos din bank, der også kan hjælpe dig med at oprette en særskilt konto.
Vær opmærksom på, at din erstatning ikke længere er beskyttet mod kreditorer, hvis du stiller den som sikkerhed for et lån i banken eller overfører andre beløb til den beskyttede konto.
Særlige situationer
Du får uddannelsesgodtgørelse: Bliv klogere på din økonomi
Med uddannelsesgodtgørelse får du hver måned udbetalt et beløb, der svarer til 83% af den løn, du tjente før din arbejdsskade. Du kan læse mere på AES' side om uddannelsesgodtgørelse under 'Din økonomi, mens du uddanner dig'.
Din bank har spørgsmål om kreditorbeskyttelse
Når en borger får udbetalt erstatning for en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven, er det muligt at beskytte erstatningen fra kreditorer. En erstatning fra AES er personlig og kan ikke overføres til andre. Kreditorer kan heller ikke gøre udlæg eller foretage anden retsforfølgning i kravet.
For at sikre, at erstatningen er beskyttet mod kreditorer, når den bliver udbetalt, skal borgeren få banken til at oprette en kreditorbeskyttet konto.
Din læge har spørgsmål
Læger, der har spørgsmål til anmeldelse, oplysninger eller fakturering, kan læse mere på aes.dk/læger.
Du flytter til udlandet
Din udbetaling fra AES fortsætter, hvis du flytter til udlandet. Du modtager en leveattest én gang om året, som du skal udfylde for fortsat at få din erstatning. Udbetalingen stopper, hvis du ikke besvarer leveattesten.
Det er desuden vigtigt, at du bruger den attest, som vi sender til dig, fordi den har en stregkode med dine personlige oplysninger.
Mere viden
Lovgivning
Her kan du læse mere om lovgivningen for arbejdsskader:
Hvis du vil klage
Hvis du vil klage: