Afgifter på køretøjer

Der skal betales registreringsafgift for alle biler og andre motorkøretøjer i Danmark

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Alle personbiler, motorcykler og andre motorkøretøjer skal som udgangspunkt registreres i Motorregistret. Der skal i de fleste tilfælde betales en afgift inden registreringen kan gennemføres - kort og godt kaldet registreringsafgift.

Desuden skal der løbende betales enten vægtafgift, grøn ejerafgift eller CO2-ejerafgift.

  • vægtafgift betales for personbiler, der er indregistreret før 1. juli 1997
  • den grønne ejerafgift betales for personbiler, der er indregistreret 1. juli 1997 eller senere, og for varebiler, registreret den 18. marts 2009 eller derefter
  • CO2-ejerafgift betales for person- og varebiler, der er indregistreret første gang den 1. juli 2021 eller senere.

Registreringsafgift betales i forbindelse med:

  • første registrering
  • overgang fra afgiftsfri til afgiftspligtig brug (fx fra diplomatkøretøj)
  • ombygning og reparation, hvor den sker ID-tab (fx hvis du sætter en større motor i).

Læs mere på Motorstyrelsens hjemmeside:

Registreringsafgiften på nye personbiler er normalt indregnet i købsprisen. Afgiften er:

  • 25 procent af de første 70.200 kr. (2024) - 72.900 kr. (2025)
  • 85 procent af 70.200-218.100 kr. (2024)  - 72.900-226.500 kr. (2025)
  • 150 procent af resten (2024 og 2025). 

Afgiften beregnes af køretøjets værdi inklusive moms og avance, men uden registreringsafgift.

Der beregnes et tillæg i registreringsafgiften, som fastsættes ud fra, hvor mange gram CO2 bilen udleder pr. kilometer:

  • 0-113 gram CO2 = 270 kr. pr. gram CO2 (2024) - 0-109 gram CO2 = 280 kr. pr. gram CO2 (2025)
  • 113-145 gram CO2 = 539 kr. pr. gram CO2 (2024) - 109-139 gram CO2 = 560 kr. pr. gram CO2 (2025)
  • over 145 gram CO2 = 1.024 kr. pr. gram CO2 (2024) - over 139 gram CO2 = 1.064 kr. pr. gram CO2 (2025)
  • Der gives et fradrag i registreringsafgiften (efter tillæg for CO2-udledning) på 23.400 kr. (2024) / 24.300 kr. (2025).

    Start Omregistrering

    Hvis du køber et brugt køretøj med nummerplader (hvor registreringsafgiften er betalt), skal køretøjet omregistreres til dig. Du kan som (ny) ejer selv foretage omregistreringen/ ejerskiftet i Motorregisteret.

    Du kan også omregistrere i appen Ejerskifte, hvis du omregistrerer i forbindelse med købet. Både køber og sælger skal nemlig logge ind i appen.

    Det er kun den person, der fremover skal stå som køretøjets primære ejer, der kan omregistrere i Motorregistret.

    Det koster 340 kr., hvis du selv omregistrerer i Motorregistret, 340 kr. i appen Ejerskifte og 380 kr. hos en nummerpladeoperatør eller i en af Motorstyrelsens ekspeditioner + betaling for personlig betjening. Hos Motorstyrelsen koster personlig betjening 100 kr., hvis du skal have omregistreret et køretøj, og hos nummerpladeoperatørerne kan prisen variere.

    Fuldmagt

    Hvis du kommer på vegne af en anden, skal du også have en fuldmagt med.

    For nye motorcykler er afgiften:

    • 25 procent af afgiftsværdien for de første 21.600 kr. (2024) - 22.500 kr. (2025)
    • 85 procent af afgiftsværdien mellem 21.600-73.300 kr. (2024) - 22.500-76.200 kr. (2025) 
    • 150 procent af resten (2024 og 2025).

    For brugte motorcykler beregnes afgiften på samme måde som for nye motorcykler. Afgiften nedsættes med samme procentdel, som motorcyklens værdi inklusive afgift er ændret til, sammenholdt med en tilsvarende motorcykel, der er afgiftsberigtiget som ny.

    For autocampere betales registreringsafgift, som for almindelige personbiler, men grundlaget for afgiftsberegningen er uden udgiften til campingindretningen.

    Afgiften er:

    • 25 procent af værdien op til 70.200 kr. (2024) - 72.900 kr. (2025)
    • 85 procent af værdien mellem 70.200-218.100 kr. (2024) - 72.900-226.500 kr. (2025) 
    • 150 procent af resten (2024 og 2025). 

    Afgiften skal dog mindst udgøre 45 procent af køretøjets værdi over 12.100 kr. (2024 og 2025), inkl. udgiften til beboelsesindretning, men ekskl. registreringsafgift.

    Der beregnes et tillæg til registreringsafgiften på 270 kr. (2024) - 280 kr. (2025) pr. gram CO2, autocamperen udleder.

    For busser til privat brug er afgiften 0 kr. af de første 12.100 kr. af afgiftsværdien og 60 procent af værdien over 12.100 kr. (2024 og 2025).

    For varebiler skal du betale:

    • Biler under 4 ton: 0 kr. af den afgiftspligtige værdi af de første 80.900 kr. (2024) - 84.000 kr. (2025) og 50 procent af resten (2024 og 2025).
    • For større vare- og lastbiler: (tilladt totalvægt på over 3 ton), som enten er åbne eller uden sideruder i venstre side bag førersædet (pick-ups og kassevogne) kan afgiften dog højst udgøre 47.000 kr. (2024 og 2025).
    • Lastbiler over 4 tons skal der som udgangspunkt ikke betales registreringsafgift af.

    Der beregnes et tillæg til registreringsafgiften på 270 kr. (2024) - 280 kr. (2025) pr. gram CO2, vare- eller lastbilen udleder.

    Der gives et fradrag i registreringsafgiften (efter tillæg for CO2-udledning) på 32.300 kr. (2024) - 33.600 kr. (2025). 

    Vægtafgift opkræves for personbiler, der er registreret første gang før 1. juli 1997, og for varebiler, der er registreret før 18. marts 2009. For person- og varebiler registreret 30 juni 2021 eller tidligere opkræver Motorstyrelsen enten vægtafgift eller grøn ejerafgift. For person- og varebiler indregistreret første gang den 1. juli 2021 eller senere opkræves CO2-ejerafgift. 

    For biler, der kører på diesel eller gas, er den periodiske afgift ca. 50 procent højere. Det er den såkaldte udligningsafgift, der lægges oveni enten vægtafgiften, den grønne ejerafgift eller CO2-ejerafgiften.

    Du skal som ejer af en personbil på diesel eller en ny dieselvarebil uden partikelfilter betale partikeludledningsafgift på 1.000 kr. årligt (2024 og 2025). Du kan blive fri for at betale afgiften, hvis du får eftermonteret et partikelfilter. Når partikelfilteret er monteret, skal bilen synes, før afgiften frafalder. Filteret skal leve op til de gældende regler.

    Når du har købt brugt bil og skal have bilen registreret i dit navn i Motorregistret, hos en nummerpladeoperatør eller i en af Motorstyrelsens ekspeditioner, skal du medbringe:

    • bilens seneste registreringsattest
    • oplysninger om et forsikringsselskab, der er online eller et forsikringsbevis
    • billedlegitimation
    • evt. fuldmagt, hvis du kommer på vegne af en anden.