Når du arbejder i et EØS-land eller Schweiz, skal du som udgangspunkt være arbejdsløshedsforsikret i det land, hvor du arbejder. Der er dog undtagelser, hvis du fx er udstationeret eller er grænsearbejder.
Bliver du ledig i et andet EØS-land eller Schweiz, kan du i nogle tilfælde få medregnet dine tidligere perioder med arbejde og arbejdsløshedsforsikring i andre lande og dermed få ret til ydelser i det nye land. Er du selvstændig erhvervsdrivende, skal perioderne ligge efter 1. maj 2010.
Du skal opfylde forskellige krav for at få ret til danske dagpenge, hvis du kommer til Danmark fra udlandet. Kravene drejer sig bl.a. om dit medlemskab af en a-kasse, og hvor meget og hvordan du har arbejdet.
Der kan gælde særlige regler for dig, hvis du er udstationeret, grænsearbejder, indvandrer, flygtning, statsløs eller medfølgende ægtefælle til en udstationeret.