Alle motorkøretøjer (biler og motorcykler) skal som udgangspunkt være registreret og have danske nummerplader på. Det gælder også visse knallerter og mange traktorer.
Biler skal have 2 nummerplader – en foran og en bagpå. Motorcykler og påhængskøretøjer skal kun have nummerplade bagpå, og indregistrerede traktorer skal kun have nummerplade foran. Nummerpladerne følger bilen, så længe den er registreret. Der skal altså ikke skiftes nummerplader, selv om du sælger bilen.
Det er normalt forhandleren, der får nummerplader til fabriksnye biler.
Du kan købe nummerplader til brugte køretøjer hos en nummerpladeoperatør eller i en af Motorstyrelsens ekspeditioner.
Som udgangspunkt koster en enkelt nummerplade 590 kr., mens et sæt koster 1.180 kr. (2024 og 2025).
Hos Motorstyrelsen koster det 200 kr. (2024 og 2025) for personlig betjening, hvis du skal have registreret et køretøj, mens prisen for registrering af køretøjer hos nummerpladeoperatører varierer.