Fra den 1. april 2019 er det muligt at give barnet ”delt bopæl”. Det betyder, at begge forældre er bopælsforældre. Barnet vil dog fortsat kun have én folkeregisteradresse.
Ved delt bopæl er I som forældre fælles om alle overordnede beslutninger i forhold til barnets daglige liv.Den ene forælder kan fx ikke på egen hånd beslutte, hvilken daginstitution barnet skal gå i, eller hvor i landet barnet skal bo.
I behøver ikke have en deleordning, eller bo tæt ved hinanden for at få delt bopæl. Omfanget af samværet med barnet har heller ingen betydning. Aftalen er helt op til jeres egne betingelser.
Aftalen kan være mundtlig eller skriftlig, og den skal ikke registreres nogen steder for at være gyldig. I har dog mulighed for at få den registreret i cpr. via Familieretshuset, men det har ingen betydning. I kan altså lave aftale om delt bopæl uden at tage kontakt til myndigheder.
Aftalen har heller ingen betydning for anden lovgivning eller offentlige ydelser til barnet. Udbetaling af offentlige ydelser til barnet bliver eksempelvis administreret uafhængigt af den delte bopæl.
Når I aftaler delt bopæl, så bortfalder alle jeres tidligere aftaler og afgørelser om bopæl og samvær, og det er op jer selv at indgå de aftaler, der er nødvendige.
Aftalen kan kun laves af forældrene, og hverken Familieretshuset eller familieretten kan bestemme, at der skal være delt bopæl.