Stedbarnsadoption af barn født den 1. januar 2025 eller senere
Her kan du læse om, hvordan du kan holde orlov med barselsdagpenge som stedbarnsadoptant
Indhold
Læs mere og selvbetjeningsløsninger
Husk at give besked om ændringer
Du skal huske at give Udbetaling Danmark besked, hvis der sker ændringer, der har betydning for din barsel. Hvis du ikke giver Udbetaling Danmark besked om ændringer, kan du risikere at skulle betale penge tilbage.
Når du får barselsdagpenge, skal du give Udbetaling Danmark besked, hvis:
- du stopper orloven tidligere end planlagt
- du begynder at arbejde delvist
- du holder ferie med fx løn eller feriepenge
- du forlænger din orlov med nedsatte barselsdagpenge
- dit barn er indlagt - det giver mulighed for forlænget orlov
- du bliver arbejdsløs under orloven og har ret til arbejdsløshedsdagpenge - det giver i nogle situationer mere i barselsdagpenge.
Du skal give Udbetaling Danmark besked i selvbetjeningsløsningen 'Min Barsel':
Hvad betyder det, at jeg har oplysningspligt?
Når du får ydelser fra Udbetaling Danmark, har du oplysningspligt. Det betyder, at du har pligt til straks at give Udbetaling Danmark besked, hvis din situation ændrer sig, og ændringen har betydning for den ydelse, du søger om eller modtager.
Læs mere om, hvad der sker, hvis du ikke giver besked om ændringer:
Sådan søger du om barselsdagpenge
Hvad skal jeg gøre for at få barselsdagpenge?
Det kommer an på din situation, hvad du skal gøre for at få barselsdagpenge. Se, hvad der gælder for dig, hvis du er:
Hvornår får jeg svar på min ansøgning?
Hvis du søger om barselsdagpenge, skal din ansøgning behandles af Udbetaling Danmark. Sagsbehandlingsfristen er 10 uger fra den dag, Udbetaling Danmark har modtaget din ansøgning.
Det er den tid, det må tage at behandle din ansøgning om barselsdagpenge færdig. Hvis der går længere tid, skriver Udbetaling Danmark til dig og fortæller hvorfor, og hvornår du kan forvente svar på din ansøgning.
Du kan være med til at sikre, at din ansøgning bliver behandlet hurtigst muligt.
Det gør du ved at:
- vedhæfte den nødvendige dokumentation
- sørge for, at dine oplysninger i folkeregisteret er korrekte.
Barselsdagpenge
Kan jeg få barselsdagpenge?
Hvis du ønsker at adoptere din ægtefælles eller samlevers barn/børn, inden for det første år efter fødslen, gælder reglerne for stedbarnsadoption for dig og din familie.
Reglerne gælder også for dig, der stedbarnsadopterer din ægtefælles eller samlevers barn/børn under 1 år, hvor barnet/børnene er født af en surrogatmor, men hvor der ikke foreligger en surrogataftale efter regler i børneloven, der er godkendt eller gennemført efter de nye regler fra den 1. januar 2025.
Din ret til orlov med barselsdagpenge eller refusion til din arbejdsgiver, gælder først fra det tidspunkt, hvor stedbarnsadoptionen er gennemført og godkendt af Familieretshuset, og hvor du er registreret som juridisk forælder til barnet/børnene.
Det afhænger også af din situation, om du kan få barselsdagpenge. Læs mere om, hvad der gælder for dig, hvis du er:
- Lønmodtager på barsel
- Ledig på barsel
- Selvstændig på barsel
- Studerende på barsel
- Nyuddannet på barsel
- Hvis du er andet
Herudover skal du også være sammen med dit barn dagligt, dvs. fysisk tilbringe tid sammen med barnet.
Hvor meget kan jeg få i barselsdagpenge?
Det kommer an på din situation, hvor mange penge du kan få, når du holder barsel.
Hvis du kan få barselsdagpenge, kan du dog højst få 4.695 kr. (2024) om ugen før skat (4.550 kr. i 2023).
Læs mere om, hvad der gælder for dig, hvis du er:
Hvornår får jeg udbetalt barselsdagpenge?
Du får dine barselsdagpenge den sidste torsdag i måneden. Hvis den sidste torsdag i måneden er en helligdag, får du pengene udbetalt hverdagen inden.
Du får penge for perioden til og med søndagen inden udbetalingen. Hvis der i perioden er helligdage, tæller de med som orlovsdage. Dvs. at du får barselsdagpenge for helligdage.
I skemaet kan du se, hvornår der er udbetalinger af barselsdagpenge, og hvilken periode udbetalingen dækker over:
Udbetalingsdage 2025Uge | Periode | Udbetaling | Antal uger |
48-51 | 25-11-2024 - 22-12-2024 | 23-12-2024 | 4 uger |
52-4 | 23-12-2024 - 26-01-2025 | 30-01-2025 | 5 uger |
5-8 | 27-01-2025 - 23-02-2025 | 27-02-2025 | 4 uger |
9-12 | 24-02-2025 - 23-03-2025 | 27-03-2025 | 4 uger |
13-16 | 24-03-2025 - 20-04-2025 | 24-04-2025 | 4 uger |
17-21 | 21-04-2025 - 25-05-2025 | 28-05-2025 | 5 uger |
22-25 | 26-05-2025 - 22-06-2025 | 26-06-2025 | 4 uger |
26-30 | 23-06-2025 - 27-07-2025 | 31-07-2025 | 5 uger |
31-34 | 28-07-2025 - 24-08-2025 | 28-08-2025 | 4 uger |
35-38 | 25-08-2025 - 21-09-2025 | 25-09-2025 | 4 uger |
39-43 | 22-09-2025 - 26-10-2025 | 30-10-2025 | 5 uger |
44-47 | 27-10-2025 - 23-11-2025 | 27-11-2025 | 4 uger |
48-51 | 24-11-2025 - 21-12-2025 | 23-12-2025 | 4 uger |
Pengene bliver udbetalt til din NemKonto.
Læs mere om NemKonto, og hvordan du ændrer den:
Hvis du skal betale barselsdagpenge tilbage
Hvis du har fået for meget udbetalt i barselsdagpenge, skal du betale dem tilbage. Du vil få tilsendt et indbetalingskort med Digital Post inden for 8 uger.
Hvis du ikke kan betale hele beløbet på én gang, kan du søge om en afdragsordning. Her kan du også give dit forslag til, hvordan afdragsordningen skal sættes sammen.
Hvorfor skal jeg betale barselsdagpenge tilbage?
Når du skal betale barselsdagpenge tilbage, er det typisk, fordi du ikke har oplyst om ændringer, der har betydning for din orlov og udbetalingen af dine barselsdagpenge.
De tre typiske årsager til, at du skal betale tilbage:
- Du stopper orloven tidligere end planlagt.
- Du begynder at arbejde delvist.
- Du holder ferie med fx løn eller feriepenge.
Hvorfor skal jeg betale barselsdagpenge tilbage?
Når du skal betale barselsdagpenge tilbage, er det typisk, fordi du ikke har oplyst om ændringer, der har betydning for barslen.
De tre typiske årsager til, at du skal betale tilbage:
- Du stopper orloven tidligere end planlagt.
- Du begynder at arbejde delvist.
- Du holder ferie med fx løn eller feriepenge.
Planlæg din barsel
Kan jeg holde orlov, inden stedbarnsadoptionen er gennemført?
Hvis du f.eks. er ægtefælle eller samlever til barnets juridiske forælder, vil du have mulighed for at få overdraget orlov fra barnets juridiske forælder som en social forælder til barnet. Du kan læse mere om reglerne for sociale forældre her:
Den orlov du eventuelt allerede måtte have fået overdraget, som en social forælder til barnet fra barnets anden forælder inden stedbarnsadoptionen og dit forældreskab til barnet blev gennemført, beholder du retten til, efter stedbarnsadoptionen er gennemført.
Sådan er orloven sat sammen
Antal uger |
Regler for orloven |
---|---|
Op til 2 ugers orlov |
Orloven skal holdes inden for de første 10 uger efter barnets/børnenes fødsel. Orloven kan ikke overdrages til den anden forælder eller andre. Ugerne kan forlænges, hvis du genoptager arbejdet delvist efter aftale med din arbejdsgiver. Hvis du er ledig, kan ugerne ikke forlænges. De 2 ugers orlov kan ikke udskydes, og hvis du ikke holder orloven inden for 10 uger efter fødslen, bortfalder den. Gennemføres stedbarnsadoptionen op til udløbet af 10-ugers perioden efter barnets fødsel, kan du holde den del af orloven, som er tilbage ved gennemførelsen af stedbarnsadoptionen. |
Op til 9 ugers orlov |
Efter den 10. uge efter fødslen, har du ret til 9 ugers orlov med barselsdagpenge til afholdelse inden for barnets/børnenes første år. Du kan overdrage de 9 ugers orlov til den anden forælder eller en social forælder, hvis du ikke er lønmodtager. Hvis du er lønmodtager, skal du selv holde orloven, dvs. de 9 uger inden for barnets/børnenes første år efter fødslen. |
Orlov med barselsdagpenge inden for de første 10 uger efter barnets fødsel
Når du stedbarnsadopterer et barn/børn under 1 år som er født den 1. januar 2025 eller senere, har du ret til 2 ugers orlov med barselsdagpenge i de første 10 uger efter barnets/børnenes fødsel. 10-ugers perioden regnes fra kalenderdagen efter den dag, hvor barnet/børnene blev født, dvs. dagen efter barnets/børnenes fødselsdag. Den kan dog regnes fra fødselsdagen, hvis du anmoder om det.
De 2 ugers orlov kan ikke overdrages til den anden forælder eller andre. Ugerne kan forlænges, hvis du genoptager arbejdet delvist efter aftale med din arbejdsgiver, eller hvis du er selvstændig erhvervsdrivende. Ugerne kan ikke forlænges, hvis du er ledig da du som ledig ikke kan forlænge den del af din orlov efter aftale med en arbejdsgiver.
De 2 ugers orlov kan ikke udskydes, og hvis du ikke holder orloven inden for 10 uger efter fødslen, bortfalder den.
Gennemføres stedbarnsadoptionen op til udløbet af 10-ugers perioden efter barnets fødsel, kan du holde den del af orloven, som er tilbage ved gennemførelsen af stedbarnsadoptionen. Det betyder f.eks., at hvis stedbarnsadoptionen gennemføres, når barnet er 8 uger gammel, vil du have ret til 2 ugers orlov, som skal holdes inden for de første 10 uger efter barnets fødsel.
Gennemføres stedbarnsadoptionen, når barnet er 9 uger, vil du have ret til 1 uges orlov.
Hvis barnet først stedbarnsadopteres efter den 10. uge efter fødslen, betyder det, at du ikke kan holde de 2 ugers orlov.
Orlov med barselsdagpenge efter de første 10 uger efter barnets fødsel
Efter den 10. uge efter fødslen, har du ret til 9 ugers orlov med barselsdagpenge til afholdelse inden for barnets/børnenes første år. Du kan overdrage de 9 ugers orlov til den anden forælder eller en social forælder, hvis du ikke er lønmodtager. Hvis du er lønmodtager, skal du selv holde orloven, dvs. de 9 uger inden for barnets/børnenes første år efter fødslen.
I tilfælde af, at stedbarnsadoptionen gennemføres inden for de første 10 uger efter barnets/børnenes fødsel, kan du vælge at holde de 9 ugers orlov i forlængelse af de 2 ugers orlov.
Stedbarnsadoption efter 1 år efter barnets/børnenes fødsel
Hvis du først foretager en stedbarnsadoption efter barnet/børnene er fyldt 1 år, har du ikke ret til fravær eller barselsdagpenge efter barselslovens regler.
Flerlinger
Hvis du stedbarnsadopterer flerlinger som er født den 1. januar 2025 eller senere, hvor børnene på tidspunktet for gennemførelsen af stedbarnsadoptionen er under 1 år, har du udover retten til de 9 ugers orlov også ret til yderligere 13 ugers flerlingeorlov, som skal holdes inden for børnenes første år. Du kan læse mere om flerlingeorlov under ’Hvis du får flerlinger’, hvis du er:
Hvis du allerede har fået 13 ugers flerlingeorlov som en social forælder til flerlinger, inden stedbarnsadoptionen blev gennemført, har du ikke ret til yderligere 13 ugers flerlingeorlov.
Kan jeg få barselsdagpenge, hvis mit barn eller jeg bor i udlandet?
Du kan få barselsdagpenge i udlandet, hvis du:
- rejser eller flytter til udlandet under orloven og har fysisk daglig kontakt med dit barn
- arbejder i Danmark, men bor i andet EU/EØS-land.
Du skal have en NemKonto i Danmark og give Udbetaling Danmark din adresse og evt. dit telefonnummer, så de kan få fat på dig i udlandet.
Du kan som udgangspunkt ikke få barselsdagpenge, hvis du bor i Danmark og har arbejde i udlandet – det gælder også Sverige og Tyskland. Det skyldes, at du som udgangspunkt hører under lovgivningen i det land, du arbejder i.
Overdrag orlov
Hvad betyder det at overdrage orlov?
Som forældre kan I vælge at overdrage dele af orloven til hinanden, så det passer til jeres arbejds- og familieliv. Der er forskellige regler for, hvilke uger der kan overdrages, samt frister for hvornår orloven skal være afholdt.
Hvornår kan jeg overdrage orlov?
Du kan først søge om at overdrage orlov til den anden forælder, når du er blevet registreret som juridisk forælder til barnet.
Hvis du ikke er registreret som forælder, anbefaler vi dig at få det gjort hurtigst muligt, og gerne inden overdragelsen, fordi det ellers vil forlænge behandlingen af din overdragelse.
For at overdrage skal du være socialt sikret i Danmark eller have lovligt ophold her i landet på det tidspunkt, du overdrager.
Hvem kan overdrage orlov?
Som juridisk forælder til barnet kan du overdrage orlov til den anden juridiske forælder.
Du har i nogle situationer også mulighed for at overdrage orlov til en social forælder eller et nærtstående familiemedlem. Læs mere her:
For at få barselsdagpenge under den orlov, som du har fået overdraget, skal du derudover opfylde de almindelige betingelser, herunder beskæftigelseskravet, hvilket betyder, at du skal være i arbejde eller være medlem af en a-kasse.
Hvis en forælder ikke er i stand til at overdrage sin orlov til den anden forælder, kan den anden forælder ansøge Udbetaling Danmark om at gøre det.
Hvor meget orlov kan vi overdrage til hinanden?
Du har mulighed for at overdrage de 9 ugers orlov, der skal holdes efter den 10. uge efter barnets/børnenes fødsel til den anden forælder eller en social forælder, hvis du ikke er lønmodtager. Hvis du er lønmodtager, skal du selv holde orloven, dvs. de 9 uger inden for barnets/børnenes første år efter fødslen.
Hvis den anden forælder er lønmodtager, kan du få overdraget følgende orlov fra barnets anden forælder, alt afhængig af, om det er en mor eller far/medmor til barnet, som du har stedbarnsadopteret
Orlov fra barnets mor:
- 8 ugers orlov – kan i nogle situationer overdrages
- 5 ugers orlov – kan overdrages
Orlov fra barnets far eller medmor:
- 13 ugers orlov – kan overdrages
Derudover kan barnets anden forælder have fået tilkendt yderligere orlov, hvis denne er i en særlig situation.
Hvis mor, far eller medmor ikke er lønmodtager, kan I læse om jeres situation her:
Forælderen, som modtager orloven, skal som udgangspunkt holde orloven inden 1 år efter barnets/børnenes fødsel. Den overdragne orlov kan dog forlænges og udskydes frem til barnet/børnene fylder 9 år, hvis betingelserne er opfyldt. Læs mere under 'Forlæng eller udskyd orlov'.
Situationer, der kan have betydning for din orlov
Hvis en forælder går bort
Hvis den ene forælder til barnet går bort efter barnets fødsel, kan den anden forælder ansøge om at overtage den afdødes forælders orlov, som ikke er afholdt eller overdraget.
Hvis du kommer i denne situation, kan du ringe til Udbetaling Danmark, som kan hjælpe dig.
Du kan muligvis også overdrage orlov til et nærtstående familiemedlem. Læs mere her:
Hvis en forælder ikke kan passe barnet alene
Hvis den anden forælder er lønmodtager, har ret til barselsdagpenge og på grund af en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke kan passe barnet alene, kan du ansøge om at få 9 ekstra ugers orlov med barselsdagpenge.
Det er fx i situationer, hvor forælderen har et alvorligt handicap, og det er lægeligt dokumenteret med en lægeerklæring.
Krav til dokumentation
Du skal dokumentere, at en læge har vurderet, at den anden forælder ikke er i stand til at passe barnet/børnene alene på grund af en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Dokumentation kan fx være en lægeerklæring.
Lægens vurdering skal fremgå i en lægeerklæring. Udbetaling Danmark betaler for lægeerklæringen.
Vær opmærksom på, at der er tale om en almindelig lægeerklæring og ikke en speciallægeerklæring, da Udbetaling Danmark ikke betaler for denne.
Søg om de 9 ekstra uger hurtigst muligt
Som den juridiske forælder, der er i stand til at passe barnet, skal du hurtigst muligt, og inden dit barn fylder 1 år, søge om de 9 ekstra uges orlov via selvbetjeningen 'Min Barsel'.
Vær opmærksom på, at barnet/børnene skal være født, og du skal være registreret som juridisk forælder til barnet, før du kan søge om ekstra orlov.
Du kan vælge at afholde alle eller dele af de 9 ugers orlov på tre forskellige måder:
- I forlængelse af din igangværende orlov,
- senere inden for dit barns første år
- eller som udskudt orlov efter dit barns første år.
Hvis du vil holde den ekstra orlov i forlængelse af din igangværende orlov
Ønsker du at holde de ekstra 9 uger i forlængelse af din igangværende orlov, skal du søge om ugerne og derefter gå ind på ’Min Barsel’ og ændre din sidste orlovsdag.
Modtager du i forvejen barselsdagpenge, vil udbetalingen fortsætte i de 9 uger. Hvis du derimod får løn under din orlov, og din løn på et tidspunkt stopper, skal du huske at søge om barselsdagpenge senest 8 uger efter sidste dag med løn.
Hvis du vil holde den ekstra orlov senere inden for dit barns første år
Hvis du vælger at dele din barsel op, så du fx holder alle eller dele af dine 9 ugers ekstra orlov senere inden for dit barns første år efter fødslen, skal du søge om barselsdagpenge senest 8 uger efter første dag på orlov i den nye barselsperiode.
Hvis du vil udskyde den ekstra orlov til efter dit barns første år
Det er vigtigt, at du søger om de ekstra 9 ugers orlov, inden dit barn fylder 1 år. Også selvom du på forhånd ved, at du vil udskyde ugerne til afholdelse efter dit barns første år. Har du ikke søgt om de ekstra uger inden dit barn fylder 1 år, mister du retten til at få de ekstra 9 uger.
Når du senere vil afholde din udskudte orlov, skal du søge om barselsdagpenge på ny senest 8 uger efter første dag på orlov i din nye orlovsperiode eller senest 8 uger efter sidste dag med løn. Læs mere om forlængelse og udskydelse i afsnittet ’Forlæng og udskyd orlov’.
Hvis forælderen er midlertidig syg
Hvis den anden forælder blot er midlertidigt forhindret i at kunne passe jeres barn/børn alene i sine 9 ugers orlov inden for 1 år efter barnets/børnenes fødsel, kan forælderen i stedet holde orloven inden 3 år efter barnets/børnenes fødsel.
Det er fx i situationer, hvor forælderen har en midlertidig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, sygdom, indlæggelse på hospital mv.
Hvis en forælder ikke er i stand til at overdrage orlov
Hvis den ene forælder er ude af stand til at overdrage orlov, kan den anden forælder ansøge Udbetaling Danmark om at overdrage orlovsugerne.
Det kan fx være i situationer, hvor den ene forælder kommer ud for en ulykke og derfor ikke kan overdrage, fordi forælderen ikke er ved bevidsthed.
Krav om dokumentation
Hvis du som forælder ønsker at ansøge Udbetaling Danmark om at overdrage orlovsugerne fra den forhindrede forældre til dig selv, skal du fremvise en lægeerklæring, der dokumenterer den anden forælders forhindring. Udbetaling Danmark betaler for lægeerklæringen.
Vær opmærksom på, at der er tale om en almindelig lægeerklæring og ikke en speciallægeerklæring, da Udbetaling Danmark ikke betaler for denne.
Hvis du bliver lønmodtager inden for 1 år efter barnets fødsel
Hvis du bliver lønmodtager, inden 1 år efter fødslen af barnet/børnene, og du ikke tidligere har holdt 9 ugers orlov med barselsdagpenge som lønmodtager, har du mulighed for at få op til 9 ekstra ugers orlov med barselsdagpenge.
Det kan du i de situationer, hvor du ikke har mere orlov tilbage. Det vil sige, at du har brugt eller overdraget al din orlov, der ligger efter de første 10 uger efter barnets/børnenes fødsel.
Det gælder, hvis du eksempelvis har arbejdet som selvstændig, været ledig eller på anden ydelse, men bliver lønmodtager inden1 år efter barnets/børnenes fødsel.
Du skal være lønmodtager, når du starter de op til 9 ugers orlov.
Orloven kan ikke overdrages til den anden forælder og skal holdes inden for 1 år efter barnets/børnenes fødsel, medmindre du pga. særlige forhold er forhindret i at holde orloven.
Sådan gør du
Du skal starte din orlov og bede din arbejdsgiver indberette dit fravær. Derefter tager vi stilling til, om du har ret til den ekstra orlov.
Det kan vi først gøre, når vi har modtaget din ansøgning om barselsdagpenge eller en ansøgning om refusion fra din arbejdsgiver.
Læs om fristerne for at søge barselsdagpenge i artiklen ’Sådan søger du om barselsdagpenge’.
Søg om ekstra orlov
Hvis du har stedbarnsadopteret flerlinger
Hvis du har stedbarnsadopteret flerlinger, der er født den 1. januar 2025 eller senere, har du udover dine 11 ugers orlov, ret til 13 ugers flerlingeorlov. Orloven skal holdes, inden 1 år efter fødslen.
Hvis der er to juridiske forældre, får begge forældre hver 13 ugers flerlingeorlov.
For at få ret til barselsdagpenge under orloven skal du ved orlovens start opfylde de almindelige betingelser, herunder beskæftigelseskravet.
Overdrag flerlingeorlov til en social forælder
Du kan overdrage op til 13 ugers flerlingeorlov til en eller flere sociale forældre, når børnene er født og du er registeret som juridisk forælder til børnene. Du behøver ikke selv opfylde beskæftigelseskravet for at overdrage orloven.
For at holde flerlingeorlov med barselsdagpenge skal den sociale forælder ved orlovens start opfylde de almindelige betingelser, herunder beskæftigelseskravet. Den sociale forælder må ikke holde mere end 13 ugers flerlingeorlov, og orloven skal holdes, inden 1 år efter fødslen.
Vær opmærksom på, at orloven ikke kan overdrages til en anden juridisk forælder.
Søg om flerlingeorlov til sociale forældre eller nærtstående familiemedlemmer
Sygdom under barsel
Hvad gør jeg, hvis jeg bliver syg?
Hvis en af jer bliver syg under orlov med barselsdagpenge, kan den anden forælder overtage retten til orlov.
Det gør I ved at overdrage orlov til den anden forælder.
Du skal dog være opmærksom på, at du som lønmodtager ikke kan overdrage dine 9 ugers orlov.
Læs mere under 'Overdrag orlov’.
Hvad gør jeg, hvis mit barn bliver indlagt?
Som forældre kan I forlænge orloven, hvis jeres barn/børn bliver indlagt på hospitalet. Det gælder dog kun hvis barnet/børnene bliver indlagt, inden 46 uger efter fødslen/modtagelsen, og hvis I ikke går på arbejde imens.
Orloven kan forlænges med den periode, barnet/børnene er indlagt. I kan dog højst forlænge orloven med 3 måneder tilsammen.
Muligheden for at forlænge orloven ved barnets/børnenes indlæggelse gælder dog ikke under en far eller medmors 2 ugers orlov i forbindelse med fødslen
Vær opmærksom på, at det kun er selve indlæggelsen på hospitalet, der giver denne mulighed. Bliver barnet/børnene sendt hjem på fx tidligt hjemmeophold (THO), bliver de dage ikke regnet med.
Særligt for far eller medmor
Bliver dit barn indlagt under dine 2 ugers orlov ved fødslen, kan du afbryde orloven og starte på din anden orlov (op til 22 ugers orlov) i stedet, da de 2 uger orlov ved fødslen ikke kan forlænges. De 2 ugers orlov ved fødslen skal i øvrigt være afholdt, inden barnet er 10 uger, ellers går de tabt.
Du skal kontakte din arbejdsgiver og aftale det, hvis du vil bruge af din anden orlov (op til 22 ugers orlov), mens barnet/børnene er indlagt. Husk også at give din arbejdsgiver besked med det samme, når barnet kommer hjem fra hospitalet.
Hvis I vil arbejde under indlæggelsen
Hvis I vælger at gå tilbage på arbejde, mens jeres barn/børn er indlagt, kan I i stedet udsætte den resterende orlov med barselsdagpenge til efter udskrivelsen. For at bruge den mulighed skal barnet/børnene være udskrevet senest 60 uger efter fødslen/modtagelsen. Det gælder også for far eller medmors 2 ugers orlov ved fødslen.
Nye regler fra 1. januar 2025
Efter de nye regler kan også en far eller medmors 2 ugers orlov i forbindelse med fødslen forlænges, hvis barnet/børnene bliver indlagt.
De nye regler gælder dog kun for børn, der er indlagt fra og med den 1. januar 2025 under en igangværende orlov eller under en planlagt orlov, hvor forælderen ikke har genoptaget arbejde.
Du skal kunne dokumentere dit barns indlæggelse
For, at du kan forlænge eller udsætte orloven med ret til barselsdagpenge, skal du sende dokumentation for barnets/børnenes indlæggelse fra hospitalet via vores digitale selvbetjeningsløsning ’Min barsel’ på borger.dk.
Dokumentationen kan fx være en udskrift af et journalnotat, hvor indlæggelses- og udskrivelsesdatoen fremgår af udskriften. Er det ikke muligt at skaffe, kan det være nødvendigt med en lægeerklæring. Udbetaling Danmark betaler for lægeerklæringen i dette tilfælde.
Vær opmærksom på, at der er tale om en almindelig lægeerklæring og ikke en speciallægeerklæring, da Udbetaling Danmark ikke betaler for denne.
Du sender dokumentationen til Udbetaling Danmark i selvbetjeningsløsningen Min barsel på borger.dk:
Vær opmærksom på, at Udbetaling Danmark først kan udbetale barselsdagpenge for den forlængede periode, når dokumentationen – med barnets/børnenes indlæggelses- og udskrivelsesdato – er modtaget.
Se, hvilke regler der gælder, hvis du mister dit barn:
Ferie
Kan jeg holde ferie, mens jeg er på barsel?
Det kommer an på din situation, om du kan holde ferie under din orlov, dvs. om du er lønmodtager, ledig, selvstændig, studerende eller nyuddannet.
Læs mere om, hvad der gælder for dig, hvis du er:
Find artiklen om ferie på den side, som gælder for dig.
Læs også mere om ferie og orlov:
Forlæng eller udskyd orlov
Hvordan forlænger jeg min orlov?
Der er to måder, du kan forlænge din orlov på:
- Forlængelse samtidig med arbejde på nedsat tid efter aftale med arbejdsgiver
- Forlængelse uden arbejde, som alle har ret til
Hvis du vil arbejde på nedsat tid, mens du holder orlov
Du kan forlænge bestemte dele af din orlov ved at arbejde på nedsat tid. Derved strækker du orloven ved at arbejde færre timer om ugen eller fx holde enkelte ugedage fri i en periode.
Du har som udgangspunkt ret til barselsdagpenge for det antal timer, du stadig er på orlov. På den måde kan orloven forlænges med den tid, du har arbejdet. Det kræver dog, at det er aftalt med din arbejdsgiver.
Som lønmodtager skal du dog være opmærksom på, at de 9 ugers orlov, som ikke kan overdrages til den anden forælder, skal være holdt inden 1 år efter barnets/børnenes fødsel, medmindre du på grund af særlige forhold er forhindret.
Under din orlov har du mulighed for at forlænge din orlov ved at arbejde på nedsat tid efter aftale med din arbejdsgiver. Du kan arbejde på nedsat tid under hele din orlov, dvs. de 2 ugers orlov fra fødslen og inden for de første 10 uger, og de 9 ugers orloven, som ligger derefter og inden for barnets/børnenes første år. Du skal dog have holdt dine 9 ugers orlov inden for barnets/børnenes første år. Ellers går ugerne tabt.
Sådan gør du
Du skal give besked om ændrede arbejdstider i selvbetjening:
Kan jeg forlænge mit fravær under min orlov uden at arbejde?
Som stedbarnsadoptant til et barn/børn født den 1. januar 2025 eller senere, har du efter fødslen ret til at være fraværende på orlov i 32 uger i alt inden 1 år efter barnets/børnenes fødsel.
Du har som udgangspunkt dog kun ret til orlov med udbetaling af barselsdagpenge i 11 uger efter fødslen (2 uger inden for de første 10 uger, og derefter 9 uger inden for det første år), medmindre du har fået overdraget yderligere orlov fra barnets/børnenes anden forælder, eller du er i en særlig situation, hvor du har søgt om ekstra orlov.
Du kan dog vælge at forlænge dit fravær under din orlov og være fuldt fraværende uden at få udbetalt barselsdagpenge. Hvis du er lønmodtager eller selvstændig, har du ret til 32 ugers fravær uden barselsdagpenge, som du skal holde inden 1 år efter barnets/børnenes fødsel. Du kan forlænge de 32 uger med op til 14 uger, dvs. til 46 uger i alt. Din ret afhænger dog af, hvornår stedbarnsadoptionen bliver godkendt inden for barnets/børnenes første år.
Udbetaling Danmark skal ikke have besked om forlængelsen af fraværet, når du forlænger orloven uden samtidig at arbejde. Du skal huske at give din arbejdsgiver besked om forlængelsen.
Som ledig har du ret til at forlænge fraværet under din orlov uden at få udbetalt barselsdagpenge, med op til 8 uger, dvs. til 40 uger i alt inden for barnets/børnenes første år. Din ret afhænger dog af, hvornår stedbarnsadoptionen bliver godkendt inden for barnets/børnenes første år.
Udbetaling Danmark skal ikke have besked om forlængelsen af fraværet. Du skal bare sørge for at give din a-kasse besked om forlængelsen.
Hvordan udskyder jeg min orlov?
Lønmodtager
Du kan ikke udskyde de 2 ugers orlov, der skal holdes inden for de første 10 uger efter fødslen eller de 9 ugers orlov, der skal holdes inden for barnets/børnenes første år, som lønmodtager. Har du fået overdraget yderligere orlov fra den anden juridiske forælder, kan du dog efter aftale med din arbejdsgiver, udskyde den orlov du har fået overdraget, så ugerne kan holdes frem til barnet/børnene, bliver 9 år.
Selvstændig
Du kan udskyde de 9 ugers orlov, der skal holdes inden for barnets/børnenes første år, alt afhængig af, hvornår stedbarnsadoptionen er godkendt inden for barnets/børnenes første år. Det kræver, at du har genoptaget arbejdet på fuld tid inden for 1 år efter barnets/børnenes fødsel, hvor du ellers havde ret til barselsdagpenge og derfor har uger tilbage.
Har du fået overdraget orlov fra den anden juridiske forælder, kan du udskyde den orlov, du har fået overdraget, så ugerne kan holdes frem til barnet/børnene, bliver 9 år.
Når du senere skal afholde orloven efter 1 år efter barnets/børnenes fødsel, skal du opfylde betingelserne for at få barselsdagpenge. Samtidig skal du være i arbejde, dagen før du startede orloven. Læs mere i artiklen ’Selvstændige på barsel’ og under ’Kan jeg få barselsdagpenge’.
Udskudt orlov skal holdes, efter barnet/børnene er blevet 1 år, og inden barnet/børnene fylder 9 år. Hvis du ikke har holdt din udskudte orlov, inden barnet/børnene fylder 9 år, vil den gå tabt.
Ledig
Som ledig kan du ikke udskyde orlov. Det skyldes, at man skal være i arbejde for at kunne udskyde orlov.
Andet
Fuldmagt - hvis du skal hjælpe en anden
Hvis du skal hjælpe en anden i kontakten med Udbetaling Danmark, skal du først have en fuldmagt. Det gælder også, selvom I bor sammen, og du blot skal snakke med Udbetaling Danmark om sagen. Hvis en anden skal hjælpe dig i kontakten med Udbetaling Danmark, skal du først give personen fuldmagt.
Hvis du er utilfreds eller vil klage
Hvis du er utilfreds, er du velkommen til at kontakte Udbetaling Danmark. Hvis du er uenig i en afgørelse om dine barselsdagpenge, har du mulighed for at klage over den. Udbetaling Danmark skal have din klage, senest 4 uger efter du har modtaget afgørelsen.
-
Sådan gør du, hvis du er
utilfreds eller vil klage Sådan gør du,
hvis du er utilfreds eller vil klage
Er du uenig i en afgørelse om pasning af alvorligt syge børn, kan du læse mere her:
Anmeld mistanke om snyd
Hvis du har mistanke om en person, der snyder med en af Udbetaling Danmarks ydelser, kan du informere Udbetaling Danmark.
Lovgivningen for barselsdagpenge
- Barselsloven
- Bekendtgørelse om ret til barselsdagpenge for forældre til børn født eller modtaget fra den 2. august 2022
- Bekendtgørelse om opgørelse af beskæftigelseskrav og beregning af barselsdagpenge mv.
- Vejledning om ret til fravær med barselsdagpenge for forældre til et barn, der er født eller modtaget fra den 2. august 2022
- Vejledning om ret til orlov og dagpenge ved barsel
- Vejledning om beskæftigelseskravet for ret til barselsdagpenge
- Vejledning om ret til dagpenge efter barselsloven ved pasning af alvorligt syge børn
- Vejledning om beregning af barselsdagpenge
- Vejledning om satser på beskæftigelsesministeriets område 2022 - historisk