Alle, der får kendskab til, at et barn udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling, har ifølge loven pligt til at underrette kommunen. Det samme gælder hvis barnet lever under forhold, der kan bringe dets sundhed eller udvikling i fare.
Når du underretter kommunen om et konkret barn eller en ung, skal kommunen inden for 6 hverdage sende en kvittering på underretningen.
Som underretter bliver du ikke part i sagen. Du får derfor ikke efterfølgende oplysninger om, hvilken hjælp eller støtte, kommunen vælger at give barnet.
Offentligt ansatte og personer, der udøver offentligt hverv, har en skærpet pligt til at underrette de sociale myndigheder, hvis de får kendskab til bekymrende forhold. Fagpersonen får som udgangspunkt en orientering om, hvorvidt underretningen har ført til opfølgende undersøgelser eller foranstaltninger.