At adoptere et barn vil sige, at man tager det til sig, som om det var ens eget. Som adoptivforældre har I de samme rettigheder og pligter som andre forældre. I har også forældremyndigheden over barnet.
Der er grundlæggende to forskellige former for adoption:
- Fremmedadoption - hvor I ikke kender adoptivbarnet i forvejen. Adoptivbarnet kan enten være fra udlandet eller fra Danmark.
- Ikke-fremmed adoption - hvor I og barnet allerede kender hinanden. Her vil typisk være tale om en stedbarns- eller familieadoption.
Ved adoption ophører alle retsforhold mellem barnet og de biologiske forældre. Det betyder fx, at barnet ikke længere har arveret efter de biologiske forældre, og at de biologiske forældres forsørgelsespligt ophører. I stedet får barnet arveret efter adoptivforældrene og deres familie, og adoptivforældrene får arveret efter barnet.
Ved fremmedadoption gælder som hovedregel samme regler for barselsorlov som efter fødsel.
Læs mere om fremmedadoption hos Adoption og Samfund.
Barnets rettigheder
Børn over 12 år skal give samtykke til adoption. Er barnet under 12 år, skal der være oplysninger om barnets holdning til adoptionen i et omfang, der passer til barnets modenhed. Inddragelse af børn under 12 år sker ofte ved en samtale i Familieretshuset.
Som adopteret har du ret til at få oplysninger om dine biologiske forældre. Hvis du ikke er fyldt 18 år, kan dine adoptivforældre søge på dine vegne.