Du skal være
fyldt 18 år for at kunne oprette et testamente. Du skal være i stand til at
handle fornuftigt, når det oprettes.
De 2 vigtigste arvetestamenter er: notartestamente og vidnetestamente.
Du opnår
størst sikkerhed for, at testamentet bliver fundet efter din død og lagt til
grund ved fordelingen af din arv, hvis du vælger at oprette testamentet hos en
notar.
Notartestamente
Hvis du vil
oprette et notartestamente, skal du bestille en tid hos din lokale notar.
Notaren er ansat ved en domstol (byret) og skal bevidne, at det er dig, der
skriver under på testamentet, og at du er bevidst om indholdet.
Du skal
medbringe:
- 2 eksemplarer af testamentet (det ene skal være
originalen). De må ikke være underskrevet på forhånd.
- Billedlegitimation med CPR-nummer såsom pas
eller kørekort. Hvis du ikke har det, kan du spørge notaren, hvad der ellers
kan bruges.
- En forside til testamentet – der kan findes på
domstol.dk
- 300 kr. (2025) pr. dokument i retsafgift.
Når
testamentet er notarpåtegnet, er det gyldigt. Notaren beholder kopien og giver Centralregistret
for Testamenter besked om, at testamentet er oprettet. Du får selv originalen.
Vidnetestamente
Vælger du at
få lavet et vidnetestamente, skal du underskrive det sammen med mindst 2
vidner.
Vidnerne
skal:
- være fyldt 18 år og være habile, dvs. ved deres
fornufts fulde brug,
- ikke være nært beslægtet med dig, dvs. det må
ikke være din ægtefælle, samlever eller familie i op- eller nedgående linje
samt
- ikke selv være begunstiget i testamentet.
Vidnerne bør
afgive en erklæring om:
- deres stilling og bopæl,
- tid og sted for deres underskrift på testamentet,
- at de ved din underskrift af testamentet har
været samtidigt til stede som testamentsvidner efter testators ønske,
- at du er i stand til at handle fornuftigt ved
oprettelsen af testamentet samt
- eventuelle andre omstændigheder, der kan have
betydning for testamentes gyldighed.
Vidnetestamentet
er gyldigt, så snart det er underskrevet af alle, og hvis alle andre krav til
formen er overholdt.